Er du lejer? Nu træder nye rettigheder i kraft
Onsdag den 1. juli træder den nye lejelov i kraft, og det betyder ændrede regler for lejere og udlejere.
Lejerne skal sætte sig ind i helt nye regler, når den nye lejelov træder i kraft onsdag.
Lejerne skal sætte sig ind i helt nye regler, når den nye lejelov træder i kraft onsdag. Foto: MIRIAM DALSGAARD/POLFOTO


Som lejer kan man komme galt af sted, hvis man indgår en lejeaftale uden at vide, hvad man skal være opmærksom på.

Onsdag den 1. juli træder den nye lejelov i kraft, og det betyder ændrede regler for både udlejere og lejere. Det kan dog stadig være svært at finde rundt i den kringlede jungle af regler.

Ifølge Lejernes Landsorganisation, LLO, og Advodan er der særligt fire ting, der får betydning for lejerne.

Fremover bliver det et krav, at lejer og udlejer laver et fælles eftersyn af lejemålet ved både indflytning og fraflytning, og der skal udarbejdes en indflytnings- og fraflytningsrapport. Nogle udlejere har tidligere gjort dette, men nu er der ingen vej uden om. Ifølge Jesper Larsen, cheføkonom i LLO, kan der dog være en fælde for lejeren.

- Udlejeren laver indflytningsrapporten og afleverer den til lejeren. Lejeren kvitterer for modtagelsen, men underskriften betyder ikke, at lejeren erklærer sig enig i det, der står. Lejeren skal huske, at han inden for 14 dage efter overtagelsen skal gøre udlejeren opmærksom på fejl og mangler, som han ikke vil hæfte for ved fraflytning. Det misforstår mange nok, siger han.

Hvis du som lejer vil gøre udlejer opmærksom på fejl, så anbefales det, at du sender et anbefalet brev. Hvis du sender det som mail, skal udlejer kvittere for modtagelsen.

En af de helt store ændringer i lejeloven er, at udlejer ikke længere nødvendigvis kan kræve, at lejligheden afleveres nyistandsat, når du har pakket flyttekasserne. Det betyder, at lejere der ikke har boet i lejemålet ret længe, kan undgå at få en kæmpe regning, når de flytter ud.

- Hvis man kun bor i lejligheden i et halvt år og hverken har hængt billeder op eller misligholdt lejemålet, så kan udlejer ikke bare kræve, at lejligheden skal afleveres tilbage fuldstændig istandsat. Før skulle man male hele lejligheden og behandle gulvene, selvom man kun havde boet der i tre måneder, hvis udlejer havde skrevet nyistandsat i kontrakten. Nu undgår lejerne at skulle overistandsætte, siger Camilla Kisling, advokat i Advodan.

Lejerne får også mere indflydelse gennem beboerrepræsentationerne, der typisk findes i ejendomme med mere end seks lejemål. Udlejeren skal nemlig varsle beboerrepræsentationen mindst syv dage før, hvis han ønsker at hæve huslejen.

- Tidligere fik de det først at vide samtidig med lejerne. Det var uheldigt, fordi de ikke kunne være på forkant med, hvad der sker i ejendommen. Nu har de langt bedre mulighed for at involvere sig, hvis der er noget, der ikke stemmer, siger Jesper Larsen.

Udlejeren skal også udarbejde en tiårig vedligeholdelsesplan, som skal være offentlig for lejerne og beboerrepræsentationen.

Fra 1. juli bliver det også lettere for udlejeren at komme af med en lejer. Det gælder dog kun for de helt små udlejere, der kun udlejer ét lejemål. Her har udlejeren ret til at opsige lejeren med ét års varsel, hvis de selv skal bruge lejligheden. Som lejer er der derfor ikke den helt samme sikkerhed for, at du kan slå dig ned i lejligheden i mange år, hvis du lejer en ejerlejlighed eller andelsbolig af en lille udlejer.

Disse regler ændres

- Obligatorisk ind- og fraflytningsrapport samt eftersyn

- Udlejer kan ikke nødvendigvis kræve nyistandsættelse

- Beboerrepræsentation og vedligeholdelsesplan

- Slut med trappeleje

- Små udlejere kan opsige lejere med et års varsel

- Billigere forhåndsgodkendelse af huslejen

- Udlejning af fritids- og sommerhuse er ikke omfattet længere

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.