Nordjyder med svaghed for hvid nedbør juleaften kan godt begynde at glæde sig. Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) melder nemlig om slud eller tøsne, når der pakkes gaver op efter andestegen den 24. december.
- Der kommer et lavtryk frem mod Danmark den 24. om aftenen og den 25. om morgenen. Om aftenen og natten til 1. juledag kan der derfor falde slud og tøsne i Nordjylland, siger Klaus Larsen, vagtchef ved DMI, til Avisen.dk.
Klaus Larsen forklarer dog også, sneen ikke kommer til at dale sirligt ned i nordjydernes gader og stræder juleaften.
- Det bliver et par blæsende juledage. Vi kan få op til kuling og kraftigere vind ved Vestkysten, siger han.
Du skal altså være ekstra varsom, hvis du kører hjem fra juleaften eller er på vej til julefrokost 1. juledag. Nedbøren kan resultere i et pløret føre. 1. og 2. juledag vil nedbøren sprede sig til store dele af landet.
Muligheden for sne er stadig størst i Jylland, mens nedbøren længere mod sydøst sandsynligvis vil falde som regn. Natten til lørdag bliver det koldt – ned til fem graders frost.