Er din bilforsikring unødvendig?
Mange bilforhandlere og værksteder tilbyder kostbare reparationsforsikringer, som det ikke altid kan betale sig at betale for.
- Det virker som om, at mange tillægsforsikringer i virkeligheden er et forsøg på at fastholde kunden i den pågældende forretning, lyder vurderingen fra FDM.
- Det virker som om, at mange tillægsforsikringer i virkeligheden er et forsøg på at fastholde kunden i den pågældende forretning, lyder vurderingen fra FDM. Foto: Colourbox/S.GNATIUK


Når du køber en brugt bil eller får din bil repareret på værkstedet, så står mange bilforhandlere klar med en kuglepen og et lokkende tilbud om at skrive under på en reparationsforsikring.

Underskriften skal forsikre kunden i forbindelse med eventuelle reparationer i fremtiden, men tilbuddet er ikke gratis.

- Det virker som om, at mange tillægsforsikringer i virkeligheden er et forsøg på at fastholde kunden i den pågældende forretning, fordi kunden forpligter sig til, at bilen bliver serviceret på et bestemt værksted, lyder vurderingen fra afdelingschef hos FDM, Per Alkestrup.

FDM har gennemgået en række reparationsforsikringer fra autoforhandlere og bilværksteder, og gennemgangen afslører en lange række problemer med forsikringerne.

Flere af kontrakterne er fyldt med uigennemskuelige eller modsigende formuleringer, som kan ende i en juridisk tvist for kunden.

I mange tilfælde tilbyder tillægsforsikringerne ikke noget nødvendigt, som ikke allerede er inkluderet i den lovpligtige reklamationsret eller den almene garanti.

- Worst case er jo, at man tegner en forsikring i den tro, at man hver måned betaler for en særlig service. Men når ulykken så er ude, så viser det sig, at man ikke er ordentligt dækket alligevel, siger FDM's Per Alkestrup.

Mange af tillægsforsikringerne i bilbranchen kan være svære at gennemskue for kunderne, der selv skal vurdere, om værkstedets tilbud reelt er brugbart, eller om der blot er tale om et forsøg på mersalg fra forhandlerens side.

- Som forbruger skal man altid være opmærksom på, at man ikke forsikrer sig mod noget, man allerede er forsikret mod i forvejen, siger Martin Nyvang, der er kontorchef hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

- Man får alligevel ikke dækket den samme skade to gange, understreger han.

Både FDM og Forbrugerstyrelsen understreger, at man som forbruger skal være meget varsom med at tegne en tillægsforsikring, hvis man ikke har en klar ide om, hvorfor man gør det, og hvilke fordele man bliver garanteret.

- Kunden skal virkelig overveje, om aftalen giver den sikkerhed, man er ude efter. Vi kan konstatere, at det er meget svært at danne sig et overblik over, hvad der rent faktisk er dækket, og hvad der ikke er. Og så er det falsk tryghed for pengene, lyder rådet fra Per Alkestrup, FDM.

Fem råd om reparationsforsikring til din bil:

1. Læs tilbuddet grundigt igennem, og beslut dig for, om du reelt har brug for tillægsforsikringen.

2. Du behøver ikke beslutte dig for at tegne reparationsforsikringen på stedet. Du har altid ret til at få uvildige øjne på kontrakten og tænke over tingene, inden du skriver under.

3. Vurder, om din bil ikke allerede er dækket af reklamationsretten, fra du køber den.

4. Tjek, om du allerede er dækket hos dit forsikringsselskab. "Du får ikke dobbelt forsikring, bare fordi du er dobbelt forsikret," lyder det fra Forbrugerstyrelsen.

5. Hvis du underskriver en tillægsforsikring, men efterfølgende fortryder, så kan du benytte dig af din fortrydelsesret.

Kilde: FDM og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

 

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.