Er det for frækt? Samsø genovervejer færgenavnet M/F Issehoved
Mange har moret sig over, at den nye færge mellem Aarhus og Samsø er blevet navngivet M/F Issehoved.
Næh, denne færge har et helt uskydigt navn. Men så heldige er det ikke alle færger, der er.
Næh, denne færge har et helt uskydigt navn. Men så heldige er det ikke alle færger, der er. Foto: Scanpix/Arkiv


I en måneds tid har beboerne på Samsø kunnet komme med forslag til et nyt navn til færgen, som sejler mellem Samsø og Aarhus.

Nu er navnet fundet, men mange har haft svært ved at tage navnet M/F Issehoved alvorligt.

Mandag aften flød sociale medier således over med sjofle bemærkninger og kække kommentarer.

Forbindelsen mellem den lille ø i Kattegat og Jylland har indtil nu heddet Sogneprinsen, men skal fremover sejle under det nye navn, som er valgt blandt mere end 100 forslag.

Men nu fortæller Hans Christian Hesseldahl, der er bestyrelsesmedlem i rederiet bag færgen, til dr.dk, at man genovervejer navnet.

- Issehoved er jo et af de smukkeste steder i Danmark. "M/F" dukkede så op siden hen, men jeg tror da, at vi overvejer at fjerne det, når det skal skrives på skibet i løbet af denne måned, siger han.

Blandt de andre indsendte forslag var blandt andet Titanic 2, Kong Henrik og Sydens Dronning.

Det var dog M/F Issehoved, der vandt konkurrencen, fordi man fra Issehoved på det nordlige Samsø kan følge færgen, når den sejler til Aarhus.

En af dem, der har gjort sig vittig over færgens navn, er politisk kommentator og chefredaktør på Fyns Amts Avis, Troels Mylenberg.

- Men det mest tøhø-agtige ved den nye samsøfærges navn er da, at den vist ikke lægger til i Ballen :-), skriver han på Twitter.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.