Er det dig? Disse boligejere kan juble
Boligmarkedet gløder, og de fleste steder i landet, kan boligejere se frem til prisstigninger.
I det meste af landet kan boligejere glæde sig over stigende huspriser. I Vestjylland og på Bornholm går det dog den anden vej.
I det meste af landet kan boligejere glæde sig over stigende huspriser. I Vestjylland og på Bornholm går det dog den anden vej. Foto: MICHAEL HANSEN/POLFOTO


Flere boligejere har god grund til at have armene i vejret, og flere steder i landet kan boligejere snart spinde guld på deres parcelhuse.

I ni ud af landets 11 landsdele er boligpriserne nemlig højere end sidste år. Det viser en analyse, som Realkredit Danmark har lavet på baggrund af Boligsidens markedsindeks.

- Noget af det, der har været afgørende, er den meget lave rente, som giver førstegangskøbere bedre adgang til boligmarkedet og forbedringen i økonomien. Rigtigt mange sælgere får også den pris eller mere, som de har sat huset til salg for. For nogle år siden skulle man regne med et betydeligt nedslag, men det er ofte ikke tilfældet længere, siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør for Boligsiden, til Ritzau Fokus.

Boligejerne i København har god grund til at smile ekstra stort. Her er prisen på parcelhuse steget med knap 11 procent over det seneste år. Men det er ikke alle steder, at boligejerne kan juble med. I Vestjylland og på Bornholm er priserne lavere end året før.

- I landets yderområder er efterspørgslen stadig lavere, end den er i landets dyreste områder, og det spiller blandt andet ind på priserne. Der er ingen tvivl om, at Bornholm er et af de områder, der er ramt af den demografiske udvikling de senere år, hvor flere flytter mod de større byområder, siger Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom hos Realkredit Danmark, til Ritzau Fokus.

- Når det er sagt, så går boligmarkedet generelt mod lysere tider. Prisen stiger de fleste steder, og der hvor den ikke gør, er prisfaldet bremset i forhold til tidligere, tilføjer han.

Realkredit Danmark forventer, at boligpriserne vil fortsætte med at stige. Det betyder dog ikke, at huspriserne løber løbsk, og den forventede stigning er på tre til fire procent om året i gennemsnit.

- Helt overordnet er vi langt fra noget, der minder om en boligboble. Der er dog nogle lokale lommer, som ejerlejlighedsmarkedet i København, hvor der er en risiko, for at en prisboble kan opstå over de kommende år. Men det er en meget begrænset del af boligmarkedet, og i øjeblikket er vi ikke i nærheden af en boligboble, siger Christian Hilligsøe Heinig.

FAKTA:

Så meget er boligpriserne steget i forhold til sidste år:

1. København: Omkring 11 procent

2. Østsjælland: Omkring 7,5 procent

3. Københavns Omegn: Omkring 7,5 procent

4. Nordsjælland: Omkring 6 procent

5. Fyn: Omkring 5 procent

6. Sydsjælland: Omkring 5 procent

7. Østjylland: Omkring 4,5 procent

8. Sydjylland: Omkring 4 procent

9. Nordjylland: Omkring 2,5 procent

10. Vestjylland: Omkring -2,5 procent

11. Bornholm: Omkring -10 procent

Kilde: Boligsidens markedsindeks og Realkredit Danmarks beregninger.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.