Af Sara Schlüter | sasc@avisen.dk
Hvad handler konflikten om?
Klimaforandringer har ændret miljøet og gjort det sværere for de primært sorte bønder at dyrke land, og de primært arabiske kvægnomader at finde græsningsområder. Sudans muslimske regering anklages for at støtte de arabiske nomader.
Hvornår brød krigen ud?
I 2003 begyndte oprørsgruppen Sudan Liberation Army (SLA) at angribe regeringsmål. Gruppen krævede selvbestemmelse over Darfur, som de mener bliver underprioriteret af Sudans regering i Khartoum. Som modsvar etablerede regeringen selvforsvarsmilitser , heriblandt de frygtede Janjaweed , som regeringen dog ikke vil kendes ved. Oprørerne er siden splittet i op til 28 forskellige grupper.
Hvorfor går det ud over civilbefolkningen?
Darfurs befolkning er fanget mellem de mange forskellige militser. Janjaweed-militserne har i flere år brændt landsbyer ned, dræbt og voldtaget indbyggerne i de områder, der bakker oprørerne. Omvendt anklages oprørsgrupperne også for mord og brud på menneskerettighederne.
Hvor mange er berørt af krigen?
Det er svært at sætte præcise tal på, da det er usikkert for nødhjælpsarbejdere og journalister at rejse i området. Men eksperter mener, at mindst 200.000 mennesker er blevet dræbt og 2,5 millioner drevet på flugt siden 2003.
Hvordan er udsigten for fred?
Ikke god. Den primære oprørsleder boykottede fredsforhandlinger i slutningen af oktober i Libyen. Sudans regering har lovet af afvæbne Janjaweed-militserne, men intet er sket. En FN-styrke på 26.000 mand skal være på plads i starten af 2008, men skeptikere siger, at det ikke er nok til at skabe fred i Darfur, som er på størrelse med Frankrig.