Epidemi: Hver anden HKer udråber stress til giga-problem
Ny undersøgelse viser, at stress og dårlig ledelse plager hver anden HK'er på det private arbejdsmarked.
Bunker af papir og overarbejde kombineret med dårlig ledelse giver stress. Ny HK-undersøgelse viser, at hver anden ansatte HKer på det private arbejdsmarked ser stress som det største problem. 
Bunker af papir og overarbejde kombineret med dårlig ledelse giver stress. Ny HK-undersøgelse viser, at hver anden ansatte HKer på det private arbejdsmarked ser stress som det største problem.  Foto: Mads Jensen, Scanpix.


Krisestemning og frygt for fyresedler er ikke det, der plager kontorassistenter og laboranter på det private arbejdsmarked. Heller ikke flygtningekrisen optager dem synderligt.

Til gengæld plager stress og dårlig ledelse det private arbejdsmarked i uhyggelig grad, viser en ny undersøgelse fra HK-Privat.

Hver anden medlem af HK-Privat udpeger stress som den største udfordring på det danske arbejdsmarked lige nu, mens 46 procent ser dårlig ledelse som mest problematisk. Samtidig angiver hver tredje HK-medlem, at dårlig psykisk arbejsmiljø er det største problem på det danske arbejdsmarked lige nu og her.

Det er analyseinstituttet Epinion, der har gennemført undersøgelsen blandt mere end 1200 medlemmer af HK-Privat. De arbejder blandt andet som kontorassistenter, tandklinikassistenter, IT-medarbejdere, laboranter og meget mere i den private sektor.

En folkesygdom 

Arbejdsmiljøkonsulent i HK-Privat June Halvorsen kalder det nedslående, at stress, dårlig ledelse og dårligt psykisk arbejdsmiljø opleves som så stort et problem.

- Stress fylder ekstremt meget.  Hvem har ikke en kollega, der har været ramt af stress, eller et familiemedlem eller en ven, som har været sygemeldt på grund af stress? Det er trist, at stress er blevet en folkesygdom, siger hun.

Arbejdsmiljøkonsulenten pointerer, at arbejdsgiverne kan være stensikre på at blive ramt i nakken af problemer, der udspringer af dårligt psykisk arbejdsmiljø og dårlig ledelse, hvis de ikke gør noget ved det.

- Medarbejderne går ned med arbejdsrelateret stress eller søger væk, hvis der ikke gøres noget. Sorte tal på bundlinjen er en indikator på, at det psykiske arbejdsmiljø i en virksomhed er godt, og derfor burde alle arbejdsgivere jo interesserer sig for arbejdsmiljøet, fastslår hun.

Folk har skide travlt

Hos virksomheden CMC Biologics i hovedstaden oplever tillidsrepræsentant Carsten Sveigaard også, at hans kolleger bekymrer sig om stress. Men samtidig efterlyser han, at man bruger ordet stress med større omhu.   

- Folk har skide travlt. Vi har folk, der arbejder over og er udsat for et voldsomt arbejdspres, men de er ikke sygemeldte med stress. Jeg synes, at vi skal skelne mellem arbejdspres og stress i debatten, siger han.

På CMC Biologics har ledelsen nu besluttet at slå nye jobs op og udvide personalet for at undgå, at folk slider sig op. Det fortjener de ros for, noterer Carsten Sveigaard.

- Der har været for mange arbejdsopgaver i forhold til ressourcerne, og her har ledelsen lyttet til tillidsrepræsentanterne, siger han.  

Fagbevægelsen skal være mere offensive og ud og klæde tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter bedre på, så man i samarbejde med arbejdsgiverne kan forebygge stress, mener arbejdsmiljøkonsulent June Halvorsen fra HK-Privat.  

Arbejdsgiverne skal tage ansvar 

- For fagbevægelsen kan jo ikke alene tage kvælertag på stress og dårligt arbejdsmiljø. Der sker ikke en hujende fis, hvis ikke arbejdsgiverne tager et medansvar; også i forhold til at gardere os mod dårlig ledelse, noterer June Halvorsen.

Står det til hende bør arbejdsgiverne bruge den nye undersøgelse konstruktivt. Hun foreslår en grunduddannelse i ledelse, som skal være obligatorisk for alle ledere.

- Det er da en begyndelse, siger hun, men pointerer samtidig, at nogle virksomheder faktisk godt kan finde ud af skabe et godt arbejdsmiljø, hvor medarbejderne ikke kæntrer af stress.

Glemmer at uddanne ledere 

Hos Ege Tæpper mener genkender tillidsrepræsentant  Ivan Sams også hovedkonklusionen i HK-undersøgelsen.

- Der er ingen tvivl om, at mange kolleger føler sig stressede.  Men her i virksomheden er der sat en trivselsundersøgelse i gang, og når resultaterne af den foreligger i næste måned, skal der handling til, siger han.

Ivan Sams mener også, det handler om at sætte ind med bedre ledelse.

- Jeg tror, at mange virksomheder glemmer at videreuddanne lederne. Mere uddannelse til lederne er helt centralt, for ellers leder de som i går i stedet for at blive klar til at lede i morgen, siger Ivan Sams.  

Performancekultur har taget overhånd

Hos pumpegiganten Danfoss på Als arbejder Ulla Lousen Nicolaisen som HK’er. Og hun kan godt genkende resultaterne fra HK-undersøgelsen på sin arbejdsplads.

- Performancekulturen fylder vildt meget i dag. Vi stresser hele tiden alle sammen for at performe bedst muligt. Det giver et pres i hverdagen alle vegne på arbejdsmarkedet, siger Ulla Lousen Nicolaisen, der også sidder i bestyrelsen for HKs branchesektion produktion.

Hun fremhæver, at Danfoss arbejder aktivt med at tage hånd om og forebygge stress.

Ulla Lousen Nicolaisen oplever også, at globaliseringen bekymrer hendes kolleger.

- Vi arbejder i en international virksomhed, og jeg mærker, at mine kolleger er meget optaget af globaliseringen. Mange af vores arbejdsopgaver forsvinder, og vi skal samarbejde med kolleger i Kina, Indien og USA. De forskellige kulturer i de forskellige lande gør det indimellem svært at samarbejde, siger hun.

Stress fylder mere end flygtninge og krise

Hvad mener du, at det danske arbejdsmarked på nuværende tidspunkt er mest udfordret af?

Stress: 49 pct.

Dårlig ledelse: 46 pct.

Manglende praktikpladser til unge: 44 pct.

Dårligt psyskisk arbejdsmiljø: 33 pct. 

Flygtningekrisen: 26 pct.

Manglende konkurrencedygtighed: 17 pct.

Manglende uddannelse: 16 pct. 

Globalisering: 15 pct.

Konstante fyringer: 14 pct.

Krise: 11 pct. 

Kilde: Epinion for HK-Privat. 1287 medlemmer af HK-Privat har deltaget i undersøgelsen, der er gennemført i perioden 16. – 23. marts 2016. Mulighed for flere svar.  

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.