Enke vil genåbne gift-undersøgelse af Arafats død
Frankrig lukker sagen om Yasser Arafats død. Enken mener dog fortsat, at hendes mand blev forgivet.


Franske undersøgelsesdommere har onsdag besluttet endeligt at lukke undersøgelsen af den tidligere palæstinensiske leder Yasser Arafats død uden at bringe nogen for retten.

Det falder ikke i god jord hos hans enke, Suha Arafat.

Enken hævder, at han blev forgivet i et politisk mord. Hun vil derfor anke dommernes afgørelse, lyder det fra hendes advokat ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- I slutningen af undersøgelsen. er det ikke blevet demonstreret, at hr. Yasser Arafat blev myrdet af polonium-210 gift, lyder det ifølge de tre dommere, oplyser anklagerens kontor i retten i Nanterre tæt på hovedstaden Paris.

I juni indstillede en fransk anklager i Nanterre selve efterforskningen af Yasser Arafats død, og onsdag kom det altså frem, at de tre undersøgelsesdommere har handlet derefter.

Ekslederen, som blev født i Kairo af en palæstinensisk far og en egyptisk mor, døde 75 år gammel i Paris i november 2004.

Han blev flyttet til et hospital i den franske hovedstad, da han fik et maveonde på sit kontor i det palæstinensiske hovedkvarter i Ramallah på Vestbredden.

I 2012 fik hans enke, Suha Arafat, rejst sagen om forgiftning ved en domstol i Nanterre.

Samme år blev den palæstinensiske eksleders jordiske rester fundet frem, og eksperthold fra Frankrig, Rusland og Schweiz tog omkring 60 prøver fra graven.

Både russiske og franske eksperter har fastslået, at Yasser Arafat døde en naturlig død. Han døde af alderdom efter en infektion.

Fundet af det radioaktive stof polonium i den tidligere PLO-leders grav under en anden undersøgelse havde ellers givet næring til teorier om forgiftning.

Yasser Arafat blev i 1994 den første præsident for Det Palæstinensiske Selvstyre. Den position havde han til sin død i 2004.

Schweiziske eksperter fandt en "usædvanlig mængde polonium" i genstande, som havde tilhørt Arafat. Enken var i besiddelse af disse genstande.

Franske eksperter fandt ligeledes to isotoper af polonium i prøver fra Arafats grav, men de konkluderede at disse fund var "naturlige".

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.