To danske skibe og samlet set mere end 200 personer skal være med til at fjerne resterne af et kemisk våbenlager i Libyen.
Det har Folketinget besluttet fredag ved en afstemning, hvor samtlige partier stemte for regeringens forslag.
Allerede onsdag sejlede krigsskibet Absalon af sted for at være klar til at indgå i missionen.
Frygten er, at hvis ikke stofferne bliver bragt ud af landet, så risikerer de at ende i hænderne på de op mod 6000 IS-krigere, der menes at være i Libyen.
Alligevel er forsvarsminister Peter Christensen (V) ikke bekymret for sikkerheden for de 18 civile søfolk og de flere end 200 danske soldater og eksperter fra blandt andet Skat og Beredskabsstyrelsen, der skal afsted.
- Vi vurderer, at trusselsbilledet er lavt i forhold til selve opgaven med at sejle ind, få containerne om bord og sejle ud igen. Og skulle der opstå uforudsete ting, så er vi i stand til at håndtere dem, sagde ministeren onsdag til Ritzau.
Generaldirektøren for Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW), Ahmet Üzümcü, roser i en pressemeddelelse Folketingets beslutning.
- Danmarks lederskab er både velkomment og vitalt, og vil hjælpe Libyen med at leve op til sine forpligtelser under Kemivåbenkonventionen om at destruere disse resterende kemikalier, udtaler han.
Det er den libyske samlingsregering, der har bedt det internationale samfund om hjælp, og det har været medvirkende til at sikre så stor opbakning i Folketinget.
Libyen havde frem til 2004 et omfattende kemisk våbenprogram, fremgår det af beslutningsforslaget. Men i 2004 tiltrådte landet konventionen om forbud mod kemiske våben. Siden har landet destrueret størstedelen af de kemiske stoffer fra programmet.
En vis mængde kemiske stoffer, som udgør forstadier til kemiske våben, befinder sig dog fortsat i landet. Der er tale om i alt fire kemikalier, der kan anvendes til at producere kemiske våben.
Ud over skibe og personale sender Danmark blandt andet en containerskanner fra Skat, der kan bruges til at kontrollere indholdet af kemikaliebeholderne.
/ritzau/