Enhedslistens medlemmer vil stille op uden Folkebevægelsen
Hidtil har Enhedslisten opfordret til at stemme på Folkebevægelsen mod EU. Nu stiller partiet måske op selv.
På Enhedslistens årsmøde i pinsen skal det endelig besluttes, om partiet stiller op til EU-valg selv. Her ses deltagere fra et tidligere årsmøde. (Arkivfoto)
På Enhedslistens årsmøde i pinsen skal det endelig besluttes, om partiet stiller op til EU-valg selv. Her ses deltagere fra et tidligere årsmøde. (Arkivfoto) Foto: Niels Hougaard/Polfoto


Når der næste gang skal stemmes til EU-Parlamentet, vil danskerne formentlig for første gang kunne sætte kryds ved liste Ø.

Hidtil har partiet opfordret til, at dets vælgere stemmer på Folkebevægelsen mod EU. Men ved en såkaldt urafstemning fredag har et flertal af Enhedslistens medlemmer anbefalet, at partiet stiller op selv.

57 procent stemte for, mens 34,9 procent mente, at partiet fortsat skal stille op på Folkebevægelsen mod EU's liste. På Enhedslistens årsmøde i pinsen skal den endelige beslutning træffes.

Spørgsmålet har længe været debatteret internt i partiet. Allerede i 2013 blev der stemt om, hvorvidt partiet skulle stille op selv.

Dengang mente Johanne Schmidt-Nielsen, Per Clausen, Pernille Skipper, samt Frank Aaen, at Liste Ø skulle på stemmesedlen. Men det blev stemt ned af medlemmerne.

I vinter udtalte finansordfører Pelle Dragsted, at partiet efter afstemningen om retsforbeholdet burde spille en mere aktiv rolle på den "europæiske politiske kampplads".

- Folkebevægelsen mod EU kan en masse, men det er en tvær­politisk organisation, og mange af dagens kampe i Europa er jo ekstremt politiske, sagde Pelle Dragsted til Information.

Han nævnte blandt andet nedskæringer, de økonomiske krav til Grækenland og flygtningekrisen, som spørgsmål der kaldte på, at Enhedslisten kom på stemmesedlen.

Et andet medlem af folketingsgruppen, udviklingsordfører Christian Juhl, frygtede derimod, at partiet kan ende med at tage Folkebevægelsens enlige mandat.

- Vi kalder os et græsrods­parti, men det er at svigte græsrødderne, hvis vi selv stiller op, for en opstilling kan nemlig i værste fald tage livet af Folkebevægelsen, sagde han til Information.

Rina Ronja Kari blev valgt ind for Folkebevægelsen mod EU ved sidste valg. Danmark har i alt 13 pladser i EU-Parlamentet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.