Enhedslisten vil trække styrke ud af Irak
Danmark skal trække syv F-16 fly og 280 mand hjem fra Irak, mener udenrigsordfører Nikolaj Villumsen (EL).
Siden oktober sidste år har danske F-16-fly været på vingerne mere end 300 gange for at stoppe terrororganisationens fremmarch i Irak.  Arkivfoto.
Siden oktober sidste år har danske F-16-fly været på vingerne mere end 300 gange for at stoppe terrororganisationens fremmarch i Irak. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free


Danmark skal ikke støtte den irakiske regering, som undertrykker Iraks sunni-muslimer. Derfor skal vi trække vore syv F-16 fly og 280 mand, som træner irakiske soldater, hjem, når deres mandat udløber til oktober.

Det siger Enhedslistens udenrigsordfører, Nikolaj Vilumsen. Venstre og Konservative vil forlænge den danske militære indsats mod Islamisk Stat (IS), så den fortsætter efter oktober. Enhedslisten er som Folketingets eneste parti imod missionen.

- De danske F-16 fly bør trækkes hjem. Den danske støtte til den sekteriske irakiske regering har vist sig at være dybt forfejlet. Støtten har blot øget grobunden for Islamisk Stat, mener Nikolaj Villumsen.

Siden oktober sidste år har danske F-16-fly været på vingerne mere end 300 gange for at stoppe terrororganisationens fremmarch i Irak. Missionen bliver langt dyrere end ventet.

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) siger til Politiken, at han først vil se på en forlængelse, når koalitionen har vurderet indsatsen. Det ville have været en større humanitær katastrofe, hvis koalitionen ikke havde grebet ind, mener Martin Lidegaard.

Enhedslisten vil i stedet sende våben til kurderne i Syrien, hvor Danmark ikke deltager, og i Irak.

- Folketingets flertal har afvist Enhedslistens forslag om at støtte kurderne ved Kobani. Vi bør støtte de kræfter, som har modet og viljen til at bekæmpe Islamisk Stat, siger Nikolaj Villumsen.

Han har onsdag kaldt forsvarsminister Nicolai Wammen (S) og udenrigsminister Martin Lidegaard i samråd om, hvorfor den irakiske by Ramadi er erobret af Islamisk Stat.

Spørgsmål: - Hvorfor støtter I kun kurderne?

- Regeringen i Bagdad har vist sig at være i lommen på præstestyret i Iran. Den laver en grov undertrykkelse af sin egen befolkning, siger Nikolaj Vilumsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.