Det vækker forargelse på Christiansborg, at natklubber og diskoteker stiller krav om kvindepåklædning, for at gæsterne kommer billigt ind og eksempelvis få gratis cava hele natten.
Det er nemlig kønsdiskriminering af mænd, hvis folk skal iføre sig stilethæl eller bikini, da den slags primært anvendes af kvinder. Det har Københavns Byret netop fastslået med syvtommer søm.
”Vi skal ikke finde os i det her. Det er en overtrædelse af Ligestillingsloven, og vi skal sørge for at den bliver overholdt,” siger Jørgen Arbo-Bæhr (EL), der er medlem af Folketingets Ligestillingsudvalg.
S: Få sager frem i lyset
Også socialdemokraternes ligestillingsordfører Rasmus Horn Langhoff tager afstand fra de beskidte kneb møntet direkte mod kvinder. Han betoner vigtigheden af der sættes fokus på sagerne.
”Det skal frem i lyset. Vi skal ikke acceptere diskrimination i nogen form,” siger Rasmus Horn Langhoff.
I en konkret sag har Københavns Byret netop dømt en natklub for at diskriminere mænd, da den i 2012 tilbød fri cava hele natten og billig entré til folk i stilethæle.
Bøde afskrækker ikke natklubejer
Sagen ikke er enestående. Ligebehandlingsnævnet får hvert år mellem 10 og 15 lignende sager. I 2011 indførte nævnet en bøde på 2.500 for at kønsdiskriminere ved brug af dresscode, der henvender sig til et specifikt køn – typisk stilethæle.
Trods bøderne ser nævnet lige mange sager. Der tyder på, at det ikke afskrækker natklubberne, mener man i Ligebehandlingsnævnet.
Det indtryk forstærkes af ejeren af den natklub, der netop er blev dømt for at diskriminere mænd ved hjælp af dresscode. Han afviser nemlig at ændre på natklubbens måde at markedsføre sig på.
EL: Skrappere midler i brug
Enhedslisten er klar til at tage skrappere midler i brug over for natklubber, der ikke vil makke ret, og Jørgen Arbo-Bæhr vil rejse problemstillingen over for ligestillingsministeren:
”Hvis natklubberne bliver ved med at overtræde og direkte går ind for at overtræde loven, så synes jeg, at større bøder er på sin plads. I sidste ende synes jeg også, det var fint, hvis man brugte Beværterloven, så natklubberne i yderste konsekvens kunne få frataget retten til drive virksomhed, hvis de blev ved."
S: Ingen ændringer
Både Radikale venstre og Socialdemokratiet mener, at sanktionerne er fine, som de er.
”Vi skal ikke ændre på sanktionerne, fordi enkelte natklubber gør en dyd ud af at bryde reglerne. Men jeg vil opfordre mandlige gæster til at klage til Ligebehandlingsnævnet, hver gang det sker. Så bliver man ved med at tage det op, når det kommer. Det tror jeg nok skal have en afskrækkende virkning,” siger Rasmus Horn Langhoff.
Også Venstre afviser, at der er behov for at skrue bissen yderligere på.
”Det er ikke i orden at kønsdiskriminere. Men jeg må også sige, at jeg ikke regner det her til et af de største ligestillingsproblemer i Danmark. Derfor ser jeg heller ikke for mig at vi skal skærpe sanktionerne på dette område. Jeg synes simpelthen, der er større og vigtigere sager om diskrimination end disse sager,” siger Ligestillingsordfører Fatma Øktem (V).