Enhedslisten tvivler på Pia Kjærsgaard
Enhedslisten tror ikke, at Pia Kjærsgaard som chef forsvarer Folketingets interesser, siger Pernille Skipper.
Havde der været en kandidat fra rød blok, så havde vi peget på den person, siger Enhedslistens Pernille Skipper
Havde der været en kandidat fra rød blok, så havde vi peget på den person, siger Enhedslistens Pernille Skipper Foto: OLUFSON JONAS/Polfoto


Enhedslisten stemmer ikke imod Pia Kjærsgaard (DF) som Folketingets formand, fordi de har noget imod hendes person. Enhedslisten stemmer nej, fordi de tvivler på, at Pia Kjærsgaard vil varetage hele Folketingets interesser overfor regeringen.

Det siger Pernille Skipper, som er næstformand i Enhedslistens folketingsgruppe.

- Der er vel ikke noget specifikt galt med Pia Kjærsgaard. Højrefløjen har jo flertallet i Folketinget og har besluttet sig for at indstille Pia Kjærsgaard som formand. Det kan vi ikke gøre noget ved, siger Pernille Skipper.

- Men havde der været en kandidat fra rød blok, så havde vi peget på den person.

På Twitter skriver Pernille Skipper:

- Kan læse, at Pia K. mener, at hun har et helt Folketinget bag sig. Det er noget fjol. Vi stemmer imod.

Pernille Skipper er skeptisk, fordi Dansk Folkeparti har tilladt regeringen at fremsætte fire lovforslag blandt andet om at sænke integrationsydelsen for udlændinge uden at sende lovforslagene i høring, påpeger hun.

- Vi er bekymret for, om hele Folketingets interesser bliver varetaget, og om formanden kontrollerer og er i haserne på den regering, som hendes parti støtter. Dansk Folkeparti har accepteret fire lovforslag, som ikke har været i høring, siger Pernille Skipper.

Pia Kjærsgaard kan modbevise Enhedslistens skepsis, hvis hun kræver åbenhed om Finansministeriets Dong-papirer, som forhenværende finansminister Bjarne Corydon (S) afviste at udlevere, forklarer hun.

Pernille Skipper erkender, at det er bedst, hvis alle partier støtter Folketingets formand, som det skete med Pia Kjærsgaards forgænger, Mogens Lykketoft (S).

- Det er da klart, at det ville være en fordel, men vi har som sagt nogle bekymringer. Vi vil have lov at stemme imod, siger Pernille Skipper.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.