Enhedslisten rystet over miljønedskæringer
Alternativet håber, at regeringen kommer på bedre tanker, mens Enhedslisten kalder spareplaner tudetossede.
Både Alternativet og Enhedslisten kritiserer, at regeringen planlægger besparelser på klima- og miljøområdet. Genrefoto
Både Alternativet og Enhedslisten kritiserer, at regeringen planlægger besparelser på klima- og miljøområdet. Genrefoto Foto: JOACHIM ADRIAN/POLFOTO


Regeringens mulige planer om besparelser på klima- og miljøområdet får en hård medfart af både Enhedslisten og Alternativet.

Enhedslistens miljø- og klimaordfører, Maria Reumert Gjerding, er "fuldstændig rystet og rasende", mens Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, håber, at "regeringen kommer på bedre tanker".

Reaktionerne fra de to oppositionspolitikere skyldes, at regeringen ifølge fortrolige dokumenter, som Information er kommet i besiddelse af, overvejer at inddrage besparelser på 340 millioner kroner på det grønne område i sit forslag til finanslov.

- Det er tudetosset, tilbageskuende og uden nogen fornemmelse for virkeligheden. Det er som om, regeringen ikke har opdaget, at vi befinder os i en klimakrise, der truer vores livsbetingelser på den her klode, siger Maria Reumert Gjerding i en skriftlig kommentar.

- Også økonomisk er dette her både dumt og kortsigtet. Det er vores grønne førertrøje, regeringen med fuldt overlæg vil overrække til andre lande, siger hun.

Hun forsikrer, at Enhedslisten vil arbejde på, at regeringen ikke kommer igennem med sine forslag til nedskæringer.

Ifølge de notater som Information er i besiddelse af, overvejer regeringen også at annullere flere langsigtede målsætninger på området.

Herunder målet om en CO2-reduktion på 40 procent i 2020, målet om 100 procent vedvarende energi i 2050 og målet om udfasning af kul i kraftværker.

- Fra alle kanter af verden kommer i disse dage den samme analyse: Det er nu, vi skal handle, hvis klimakrisen ikke skal komme ud af kontrol. Obama siger det. Paven siger det, lyder det fra Uffe Elbæk.

- De eneste, der åbenbart går den stik modsatte vej, er den danske regering - hvis ellers det lækkede udkast til finanslov er sanddrueligt, tilføjer han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.