Enhedslisten opfordrer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til straks at meddele EU, at Danmark er klar til at tage sin forholdsmæssige andel af de 160.000 flygtninge, som kommissionsformand Jean-Claude Juncker kræver, at EU-landene fordeler mellem sig.
- Jeg håber, at andre partier vil bakke op om den opfordring, lyder det fra politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen.
Juncker opfordrer EU-landene til at acceptere en tvungen fordeling af 160.000 flygtninge her og nu og et permanent system til fordeling af flygtninge under fremtidige kriser.
- Det vil være fantastisk godt, hvis Europa kan blive enig om at fordele 160.000 flygtninge, mener Johanne Schmidt-Nielsen.
- Det er til gengæld skuffende, at EU-Kommissionen stort set ikke planlægger, at Europa skal foretage sig noget i forhold til at støtte de nærområder, som løfter mere end 90 procent af flygtningeopgaverne.
Ønsket om en fælles fordeling af flygtninge på tværs af EU-landene får dog ikke Enhedslisten til at anbefale, at Danmark dropper sit retsforbehold.
Johanne Schmidt-Nielsen påpeger desuden, at asylpolitikken specifikt er undtaget fra den såkaldte tilvalgsordning, som danskerne skal stemme om til december.
Enhedslisten ønsker en mellemstatslig aftale, hvor EU-landene aftaler at fordele flygtningene. Det nuværende system, der bygger på Dublinforordningen, er partiet nemlig ikke tilhænger af.
Det tilsiger, at asylansøgeres sager skal behandles i det første EU-land, de kommer til.
- Dublinforordningen går i princippet ud på, at de lande, der tilfældigvis har Europas ydre grænser, skal håndtere hele flygtningeproblematikken. Det er både urealistisk og uretfærdigt.
- Der er i den grad brug for en fordelingsnøgle, som både bør tage udgangspunkt i de enkelte landes størrelse og deres økonomiske formåen, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
/ritzau/