Statsrevisorerne afviste tirsdag at undersøge statens delvise salg af energiselskabet Dong Energy. Men det får ikke Enhedslistens tidligere mangeårige finansordfører Frank Aaen til at opgive kampen for at få det meget kritiserede salg undersøgt.
En stor del af det tidligere statsejede Dong blev i 2014 solgt til Goldman Sachs. Salget blev kritiseret for at være gennemført for hurtigt, for uoverlagt og for billigt. Ved Dongs børsnotering i 2016 havde Goldman Sachs tjent omkring 10 milliarder kroner.
Enhedslisten fik Statsrevisorerne, som er Folketingets interne, økonomiske vagthund, til at tage sagen op. Men tirsdagens møde endte med en beslutning om at bede Rigsrevisionen om et notat om sagen - og altså ikke en undersøgelse.
- Jeg mener stadig, at vi skal have en undersøgelse. Med Statsrevisorernes afvisning kan jeg håbe på, at Rigsrevisionen (statens uafhængige revisionsmyndighed red.) tager sagen op, siger Frank Aaen.
- De skal tage fat i de sager, de mener, der skal kigges på. Jeg håber, at de kan se, at der er så mange suspekte ting ved det salg, at det er værd at kigge på.
Formanden for Statsrevisorerne, Peder Larsen (SF), var fra begyndelsen imod en undersøgelse af sagen. Det på trods af, at hans eget parti er for en undersøgelse.
- Jeg synes, det er underligt. Og det underbygger min tese om, at partierne ikke har lyst til at få en undersøgelse, siger Frank Aaen.
- Hvis der ikke var noget at komme efter, hvorfor skulle partierne så være så energiske, som de har været, for at undgå den?
I stedet for en undersøgelse vil Statsrevisorerne udarbejde et kort notat, som Frank Aaen håber kan rejse spørgsmål nok til en egentlig undersøgelse.
/ritzau/