Ron Howard, der har instrueret 'Engle og dæmoner', har haft en del vanskeligheder med optagelserne til den nye film. Ved en pressekonference i Rom i weekenden udtalte, Ron Howard, at det var svært at få tilladelse fra Vatikanet til at optage nogle af scenerne til filmen. Det skriver The Wrap.
Vatikanet har blandt andet forbudt filmholdet at optage scener, hvor der er kirker i baggrunden.
"Når du skal filme i Rom, er den officielle erklæring, at Vatikanet ikke har nogen indflydelse, men uofficielt blev det forklaret for os et par dage før optagelserne af adskillelige lokationer, at Vatikanet havde udøvet noget indflydelse," siger instruktøren Ron Howard og tilføjer, at han ikke var overrasket, men blot frustreret over situationen.
Engle og Dæmoner, der er efterfølgeren til Dan Browns Da Vinci Mysteriet, får premiere i Rom i dag. Den officielle premiere er den 13. maj 2009.