Den engelske landsholdsmålmand Joe Hart har fået løst sine problemer om manglende spilletid inden transfervinduets lukning onsdag aften.
Den 29-årige fodboldspiller er degraderet til tredjevalg i Manchester City, men har nu fået en lejeaftale i stand Serie A-klubben Torino.
Det bekræfter hans agent Jonathan Barnett overfor Tuttosport.
- Ja, Joe Hart spiller i Torino. Det er gået i orden, siger agenten.
- Han har sagt "ja" til klubben og Manchester City har også givet sit ok. Så det stemmer, alt er gået i orden, bekræfter Jonathan Barnett videre.
Det engelske fodboldforbund (FA) har givet målmanden lov til at forlade Englands landsholdslejr for at tage til lægetjek i den italienske klub og han ankommer i løbet af tirsdagen.
Joe Hart har været i Manchester City i 10 år, men han er blevet det mest prominente offer for den nye manager Pep Guardiolas ønske om ændringer.
Joe Hart har også været fast førstevalg på landsholdet siden 2010.
Målmanden ville helst være fortsat i England og Premier League, men Everton vendte i sidste uge tommelfingeren ned i forhold til et klubskifte. Også Sunderland har været inde i billedet, men så foretrak landsholdsmålmanden altså Torino.
Ifølge britiske medier har Manchester City accepteret fortsat at betale en del af målmandens ugeløn på 110.000 pund, svarende til 950.000 kroner, for at få ham sendt videre til en anden klub.
Joe Hart bliver den første engelske målmand i Serie A, siden ligaen blev etableret i 1929.
/ritzau/