En af de helt store aktører inden for europæisk fodbold har nu officielt valgt side forud for næste uges præsidentvalg i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).
Således siger Det Engelske Fodboldforbund (FA), at forbundet står bag den 68-årige, hollandske Uefa-præsidentkandidat, Michael van Praag, når præsidentvalget i Uefa bliver afholdt i Athen onsdag 14. september. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Som Uefa-præsident vil Michael van Praag være i stand til at tilbyde det stærke og troværdige lederskab, som europæisk fodbold har brug for på et meget kritisk tidspunkt, siger FA's viceformand, David Gill, til forbundets hjemmeside.
For nylig trak spanske Angel Maria Villar sig fra ræset om at blive næste Uefa-præsident, og derfor er slovenske Aleksandar Ceferin eneste kandidat ud over Michael van Praag.
Dansk Boldspil-Union (DBU) har tidligere meldt ud, at man mener, at slovenske Ceferin er en spændende kandidat til posten som europæisk fodboldboss.
Samtidig har DBU dog understreget, at man endnu ikke foretrækker en frem for en anden. Det forventes, at de to Uefa-præsidentkandidater mødes med formændene i de forskellige nordiske fodboldforbund torsdag 8. september i København.
Præsidentposten i Uefa er blevet ledig, efter at Michel Platini sidste år kom i problemer
Det kom frem, at Platini i 2011 modtog en mistænkelig pengeoverførsel på to millioner schweizerfranc fra tidligere præsident i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) Sepp Blatter. Platini blev senere suspenderet fra at deltage i alle fodboldaktiviteter.
/ritzau/