Engelsk fan er i kritisk tilstand efter tilskuerballade
En engelsk fodboldfan er ilde tilredt, efter at fodboldfans på ny stødte sammen i Marseille.


En engelsk fodboldfan svæver mellem liv og død efter uroligheder i den sydfranske by Marseille, hvor England og Rusland møder hinanden lørdag aften.

- Han blev slået ned og sparket i hovedet uden grund. Han gjorde ingenting, da nogle pludselig angreb ham. Franskmænd, russere - jeg ved ikke, hvem det var, siger en kilde til den engelske avis Daily Mail.

Ifølge flere nyhedsbureauer skulle yderligere mindst fem personer være kommet til skade i løbet af lørdagens optøjer.

Balladen har stået på i tre døgn, og fransk politi har flere gange måttet anvende både tåregas og vandkanoner for at få situationen under kontrol.

1200 betjente var udkommanderet til at holde orden i byen i timerne op til kampen, men de kunne altså ikke forhindre sammenstød, som primært udspillede sig i bydelen Vieux Port.

- Politiet har grebet ind i kampene, hvor fans fra England, Rusland og Frankrig var indblandet. Det var voldsomt, siger den lokale politichef, Laurent Nunez til nyhedsbureauet AFP.

En talsmand for de franske myndigheder siger, at mange af ballademagerne var berusede.

Tv-billeder og videoer viser grupper af mennesker, der går til angreb på hinanden med caféstole og jernstænger, mens flasker flyver gennem luften.

Lørdag aften har Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, taget skarpt afstand fra optøjerne.

- Uefa fordømmer begivenhederne i Marseille. Folk, der deltager i voldelige handlinger, har ingen plads i fodbold, siger en Uefa-talsmand til nyhedsbureauet AFP.

På fodboldbanen møder England og Rusland hinanden klokken 21.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.