Engells dom: DF er amatøragtige
Den politiske kommentator mener, at Dansk Folkeparti de seneste dage har virket famlende og usikre.
Hans Engell er ikke imponeret over Dansk Folkepartis indsats efter valget.
Hans Engell er ikke imponeret over Dansk Folkepartis indsats efter valget. Foto: SCANPIX arkiv


Fra valgets sejrherrer til de rene amatører. Sådan lyder den nådesløse dom fra Hans Engell over Dansk Folkeparti.

- Hvis jeg skal sige det ligeud, så synes jeg, at Dansk Folkeparti - som normalt er et tip-top professionelt parti - har håndteret forløbet helt amatøragtigt, sagde Hans Engell søndag aftes til TV 2.

I en analyse i  dag i Ekstra Bladet skriver den politiske kommentator, at det efter hans mening virker som om, partiet har mistet grebet, efter stemmerne blev talt op fredag.

Engell kender de politiske forhandlingsprocesser under en regeringsdannelse indefra fra sin tid som minister og som formand for Det Konservative Folkeparti. Hans dom er, at DF de seneste dage har virket "famlende og usikkert."

"Hvad vil partiet og dets formand egentlig? Er man så bange for vælgerne, at det bliver et nej til regeringsdeltagelse – eller mener man virkelig, at fordi DF blev det største borgerlige parti, kan man uden videre bosse alle sine mærkesager igennem?"

Tre principper er brudt

Som Engell ser det, har DF på to dage brudt mindst tre af de "allervigtigste principper for forhandlinger på topniveau".

Under forhandlingerne er det ifølge den politiske kommentator vigtigt, at kun partilederen udtaler sig.

"Men siden valget har bl.a. Søren Espersen og Morten Messerschmidt boltret sig med udtalelser, der gør forhandlingsbilledet mudret," påpeger han og nævner bl.a., at Morten Messerschmidt i weekenden kom med meldinger om kravene til den kommende grænsekontrol, som de andre blå partier ikke vil drømme om at efterkomme.

Og så er det ifølge ham vigtigt, at hvis man går efter et forlig, ja, så indleder man ikke processen med at stille ultimative krav. Derfor, mener Engell, var det "ugennemtænkt," da DF’s "stærke mand", Søren Espersen, rykkede ud med fire ’ufravigelige krav’, hvis DF skal i regering: Genindførelse af grænsekontrol. Stram EU-politik. Stram udlændingepolitik og en offentlig vækst på 0,8 procent. Lige så uprof var det - synes han - at bringe spørgsmålet om formandsposten i Folketinget til Pia Kjærsgaard op nu.

Endelig peger Engell på, at DF, som han ser det, fortsætter med samme retorik som under valgkampen og dermed overser en vigtig ting: At partiet - uanset om går med i regering eller ej - med  sine 37 mandater har et kæmpemæssigt medansvar for de næste års politiske udvikling.

I dag, mandag, er det igen tid til en dronningerunde, hvor Lars Løkke Rasmussen (V) vil annoncere, at han alligevel ikke kan etablere en flertalsregering. Derefter følger forhandlinger om en mindretalsregering.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.