Engell vil begrænse Spørge Jørgen'er
Ministerier belastes af alt for mange spørgsmål og åbne samråd, mener politisk kommentator Hans Engell.
Politikerne overbebyrder centraladministrationen med massive mængder ligegyldige spørgsmål og spilder ministrenes tid med mange overflødige åbne samråd.
Politikerne overbebyrder centraladministrationen med massive mængder ligegyldige spørgsmål og spilder ministrenes tid med mange overflødige åbne samråd. Foto: STEEN OLE/free


Selv om Folketinget skal kontrollere ministerierne bedre, så bør politikerne gribe i egen barm. De overbebyrder centraladministrationen med massive mængder ligegyldige spørgsmål og spilder ministrenes tid med mange overflødige åbne samråd.

Det siger politisk kommentator Hans Engell til, at Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), og præsidiemedlem Bertel Haarder (V) vil opruste parlamentets muligheder, så politikerne kan købe vurderinger af eksperter udefra.

- Det er lidt af et selvmål. Som Folketingets to seniorer har Lykketoft og Haarder jo ikke formået at begrænse den fuldstændig vanvittige strøm af spørgsmål fra Folketinget til ministerierne eller omfanget af samråd på fuldstændig tynde sager, siger Hans Engell.

- Det virker ofte, som om det er medlemssekretærerne, som sender byger af spørgsmål. Folketinget gør intet for, at centraladministrationen skal fungere mere effektivt, vurderer den tidligere konservative partileder og justits- og forsvarsminister.

Hans Engell mener, at ministerierne generelt holder et højt fagligt niveau. Derimod mangler Folketinget juridisk og økonomisk kapacitet til at give regeringen et modspil, som kan matche Justits-, Finans- og Udenrigsministerierne, mener han.

- Betænkningsbidraget om Skattesagskommissionen var mildest talt pinligt og amatøragtigt. Olsen-planen har tilført partierne penge, men det meste er gået til at udvide bistand fra sekretariater, ikke til at opbygge en kontrolinstans, siger Hans Engell.

Med Olsen-planen henviser han til tidligere, nu afdøde folketingsformand Erling Olsen om at styrke Folketingets arbejde.

Han advarer Folketinget mod at udviske forskellen med den udøvende og lovgivende magt - regeringen og Folketinget. Der er nok grænseproblemer mellem den lovgivende og dømmende magt, påpeger han.

- Domstolene føler, at Folketinget i forvejen blander sig utrolig meget i deres gøremål. Hvis Folketinget går alt for meget ind i ministeransvaret, så flytter og udvander man det, mener Hans Engell.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.