De kalder sig Nye Borgerlige, men der er ikke meget ny politik i deres økonomiske plan, som blev fremlagt fredag, lyder dommen fra politisk kommentator Hans Engell.
Væk med arbejdsmarkedsbidraget. Væk med selskabsskatten. Væk med topskatten og skær 0,5 procent i det offentlige forbrug hvert år.
Det er nogle af elementerne i Nye Borgerliges økonomiske vision frem mod 2025. Men det har man hørt før, lyder analysen fra den erfarne iagttager af dansk politik og tidligere konservative minister.
- Der er ikke særligt originale forslag i det, de kommer med. Det er ikke særligt opfindsomt. Vi skal bare have kæmpe skattelettelser, og der skal flyttes rundt på milliardbeløb. De repræsenterer ikke ny politik.
- De kalder sig Nye Borgerlige, men der er ikke særlig meget nyt i det, siger han.
Han henviser til, at Liberal Alliance havde en sammenhængende økonomisk politik, som kunne realiseres.
Og Alternativet har en anden måde at tænke politik på ved blandt andet at indføre "empati" i debatten om finanspolitikken, siger Hans Engell.
Han spår ikke planen nogen gang på jord.
I weekenden holder Nye Borgerlige - som for nylig blev opstillingsberettiget - sit første årsmøde.
- Denne weekend kan blive afgørende og kan få ganske stor betydning for dansk politik.
- Hvis NB bliver maveplasker og leverer 1,9 procent af stemmerne og Kristendemokraterne stiller op og laver 0,9 procent, så er man oppe på underkanten af tre procent, som er stemmespild, siger Hans Engell.
I yderste konsekvens kan det koste regeringsmagten, påpeger han.
/ritzau/