Engell om valget af Christensen: Eneste mulighed uden for V-gruppen
Peter Christensen er en driftssikker politiker, lyder det fra Hans Engell om den nye forsvarsminister.
"Peter Christensen har været en af arkitekterne i projekt Løkke. Jeg kan ikke forestille mig, at der er nogen, der for alvor vil være utilfredse med det valg," siger politisk kommentator Hans Engell.
"Peter Christensen har været en af arkitekterne i projekt Løkke. Jeg kan ikke forestille mig, at der er nogen, der for alvor vil være utilfredse med det valg," siger politisk kommentator Hans Engell. Foto: Scanpix


Med valget af Peter Christensen som ny forsvarsminister betaler statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tilbage til en af sine trofaste støtter gennem årene.

Det siger politisk kommentator Hans Engell om valget af den nye forsvarsminister, der blev præsenteret onsdag formiddag.

- Peter Christensen er den eneste, som Løkke kunne hente uden for folketingsgruppen, siger Hans Engell.

- PC, som han bliver kaldt, har ro, erfaring og overblik og et stærkt politisk netværk på Christiansborg. Selvom han ikke har gjort det meget på forsvarsområdet, så er han en driftssikker og stabil politiker, siger Hans Engell.

Flere navne i Venstres folketingsgruppe har ellers været nævnt som afløser for Carl Holst (V), som tirsdag valgte at trække sig fra ministerposten. Men i stedet har Lars Løkke Rasmussen altså valgt at hente Peter Christensen ind.

Han havde ellers sagt farvel til politik, da han ikke fik nok stemmer ved folketingsvalget i juni og mistede sin plads i folketinget.

- Peter Christensen har været en af arkitekterne i projekt Løkke. Jeg kan ikke forestille mig, at der er nogen, der for alvor vil være utilfredse med det valg.

- Dem, der ikke bliver ministre, går jo altid og mugger lidt, men det er ikke noget, der vil komme til at betyde noget, mener Hans Engell.

Han mener heller ikke, at det er problematisk at hente en politiker ind fra sidelinjen, som egentlig var blevet dømt ude af vælgerne.

- Sådan ser man ikke på det. Gennem tiderne har der været masser af ministre, som ikke stillede op til Folketinget. Der er heller ikke nogen, der har valgt Jørn Neergaard Larsen (V) (nuværende beskæftigelsesminister, tidligere direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, red.).

Hans Engell mener ikke, at det er problematisk, selvom Peter Christensen rent faktisk stillede op til Folketinget - i modsætning til Jørn Neergaard Larsen, der også er blevet hentet ind som minister i V-regeringen.

- Man skal huske på, at der er forskel på den lovgivende og den udøvende magt. Den udøvende magt vælges af dronningen, mens den lovgivende magt vælges af vælgerne, siger Hans Engell.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.