FOLKETINGET ÅBNER
Engell om Thornings tale: Regn med overraskelser
Thornings åbningstale roser regeringen og laver kant til Venstre, mener politisk kommentator Hans Engell.
Thorning kan varme sig ved, at hun er langt mere troværdig hos vælgerne end Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, mener Hans Engell.
Thorning kan varme sig ved, at hun er langt mere troværdig hos vælgerne end Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, mener Hans Engell. Foto: FINN FRANDSEN/POLFOTO


Det er en kampberedt statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), som holder sin fjerde og sidste åbningstale før folketingsvalget. Hun vil rose regeringens resultater, skabe politisk kant til Venstre og præsentere andet end gymnasiereformen for at vise regeringens viljestyrke.

Det vurderer politisk kommentator, Hans Engell.

- Jeg venter, at hun holder en åbningstale med tre elementer. Det første vil være selvros med en gennemgang af regeringens resultater. Som det næste lægger hun kant til Venstre og oppositionen. Så skal hun vise, at regeringen ikke er kørt træt, siger Hans Engell:

- Derfor vil der komme en stribe forslag udover gymnasiereformen, som rækker på den anden side af et folketingsvalg. Vi skal regne med nogle overraskelser, som skal vise, at regeringen ikke er slidt op.

Thorning kan varme sig ved, at hun er langt mere troværdig hos vælgerne end Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, mener Hans Engell.

Men regeringen er ramt på økonomisk troværdighed. Den måtte fredag fremrykke skat på kapitalpensioner og LD-pensioner for at få 15 milliarder kroner. Ellers havner det offentlige minus over tre procent af BNP, så Danmark igen får en EU-henstilling om at stramme statsfinanserne.

- Thorning kan ikke spille det økonomiske kort efter flere nedjusteringer af den økonomiske vækst og pensionsmanøvren fra Corydon og Østergaard. Med dagpengene er hun i en låst situation. Hun kunne kun fremrykke dagpengekommissionen, men det er en død sild, siger Hans Engell.

Derimod gavnede det Løkke, da han mødte partilederne Kristian Thulesen Dahl (DF), Søren Pape Poulsen (K) og Anders Samuelsen (LA) ved Venstres landsmøde, vurderer han.

- Lars Løkke kunne først og fremmest bruge mødet. Det viste, at kemien mellem dem er OK, siger Hans Engell.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.