Danskerne mener, Liberal Alliances ministre hører til blandt de dårligste. Det afslører en undersøgelse, som AnalyseDanmark har lavet for Avisen.dk.
Og politisk kommentator Hans Engell er hård i sin dom, når han skal vurdere, hvorfor LA-ministrene straffes med lave karakterer. Vælgerne oplever dem simpelthen som løftebrydere, mener han.
- Anders Samuelsen satte hele partiets troværdighed over styr, da han vekslede sine stålsatte øjne og løfter om topskattelettelser med audier og BMW’er til de nye ministre. Ingen af dem opleves som særligt professionelle ministre, siger Hans Engell.
Liberal Alliances ministre er alle udenfor top 10 i undersøgelsen.
Den første LA-minister, man møder på listen over regeringens 22 ministre, er udenrigsminister Anders Samuelsen på en 14.-plads med karakteren 3,5. Undervisningsminister Merete Riisager er nummer 17. Kirke- og kulturminister Mette Bock nummer 18.
Herefter følger økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll som nummer 19, transportminister Ole Birk Olesen er nummer 20, og ældreminister Thyra Frank er som nummer 22 den minister, som danskerne giver den laveste karakter af alle.
Ifølge Hans Engell er der en god grund til, at den uprøvede minister og tidligere plejehjemsleder Thyra Frank er i bund.
- Thyra Frank pludrer, men Danmark har jo ikke fået nogen ny ældrepolitik overhovedet, lyder Hans Engells dom over hendes politiske indsats.
Her kan du se alle karakterne, som danskerne giver regeringen.