Engell om Corydons jobskifte: S kommer til at mangle hjernekraft
Det er et tab for Socialdemokraterne, at Bjarne Corydon forlader Folketinget, mener flere kommentatorer.
"De kommer til at mangle hjernekraft og arbejdskraft," siger Hans Engell om Socialdemokraternes tab.
"De kommer til at mangle hjernekraft og arbejdskraft," siger Hans Engell om Socialdemokraternes tab. Foto: Scanpix


Nødvendighedens politik, konkurrencestat og frisk på udlicitering.

Bjarne Corydon blev som finansminister for Socialdemokraterne symbolet på en blå linje i den økonomiske politik, der mange gange sendte ham i kugleregn flere gange i Folketinget.

Men i sidste ende er det ham, der trækker det længste strå, efter han i dag har forladt Folketinget, mener politisk kommentator fra Børsen, Helle Ib.

- Min hovedkonklusion er, at det kan godt være, at Corydon fik mange tæsk i sin tid som finansminister og ikke rigtig nåede at få vælgerne med.

- Men det han satte i værk, og den linje han stod for, tror jeg, er kommet for at blive, siger hun til Ritzau.

Corydon stod i Socialdemokraterne for et konstant forsøg på at optimere og reformere velfærdssamfundet, hvilket ifølge Helle Ib gør ham perfekt egnet til topposten i den internationale konsulentvirksomhed McKinsey.

Derfor er det heller ikke overraskende, at han har skiftet til jobbet, som ifølge Helle Ib er af en sådan karakter, at man ikke siger nej.

Heller ikke politisk kommentator Hans Engell er overrasket over, at Bjarne Corydon ikke fortsætter sit politiske liv i oppositionen.

- Selv om han klart var den vigtigste minister på Thornings hold, så forblev han altid en lidt fremmed fugl. Han har også har været den, der har haft nogle meget markante meldinger, der generede mange socialdemokrater, siger Hans Engell til Ritzau.

Men hvis medlemmer hos Socialdemokraterne håber på, at der nu kommer meget rødere toner, skal man tro om igen.

Hverken Helle Ib eller Hans Engell tror, at Mette Frederiksen udstikker en ny politisk økonomisk kurs. Tværtimod tror Hans Engell, at partiet vil mangle Corydon, når der fremover skal læses finanslove igennem eller laves økonomisk politik i partiet.

- Det er et stort tab for dem frem mod et kommende valg, at han ikke er der. Han er en flittig fyr, og det har været ham, der har siddet og boget den hver gang, der er kommet notater fra Finansministeriet.

- De kommer til at mangle hjernekraft og arbejdskraft, siger han om Socialdemokraternes tab.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.