Engell: Nyt parti kan give Thorning problemer
Alternativets kamp for at komme ind i Folketinget bliver kannibalisme på venstrefløjen, vurderer Hans Engell.
Alternativet med spidskandidat Rasmus Quist, da parti tirsdag afleverede vælgererklæringer i Økonomi- og Indenrigsministeriet i København.
Alternativet med spidskandidat Rasmus Quist, da parti tirsdag afleverede vælgererklæringer i Økonomi- og Indenrigsministeriet i København. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Det er især røde vælgere, der er fristet af at stemme på Uffe Elbæks nye parti, Alternativet, og ifølge politisk kommentator Hans Engell bør det vække bekymring hos statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

En måling fra Voxmeter for Ritzau viser, at fire ud af fem af de vælgere, der overvejer at stemme på Uffe Elbæks parti Alternativet, ellers ville sætte deres kryds ved røde partier.

- Det er især et problem for Thorning. Målingen viser, at Alternativet ikke har meget appel til blå vælgere. Det er kannibalisering. Det er et problem, hvis det lykkes Uffe Elbæk at få 1,9 procent af stemmerne, siger Hans Engell.

Han henviser til, at Alternativet risikerer ikke at komme over spærregrænsen på to procent, og at stemmerne derved ikke hjælper rød blok.

- Det er mellem 50-70.000 stemmer. Det kan blive afgørende, siger Hans Engell.

- Man kan grine og spørge, hvad betyder 50-70.000 stemmer? Man skal huske på, at det var 8000 stemmer, der afgjorde valget i 2011. Havde Lars Løkke fået 8000 stemmer mere, havde han været statsminister i dag.

Målingen bør modsat vække optimisme hos Uffe Elbæk og Alternativet, mener Hans Engell. Den viser nemlig, at partiet trods et ringe kendskab blandt unge frister en stor del unge vælgere.

- Det er en fordel for dem, at det specielt er de unge, der overvejer at stemme på dem. Ved det kommende valg er der næsten 250.000 førstegangsvælgere. Hvis Alternativet kan gøre sig interessant for den gruppe, så er det spændende, siger han.

- Ikke mindst fordi Alternativet har ingen penge, så de skal i høj grad bruge de sociale medier til at bygge deres platform. Det er der, de unge vælgere er. Der møder de hinanden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.