Engell: Løkke kan ikke bygge EU-politik på japartier
Hans Engell mener, at der skal en helt ny EU-debat til i Danmark med større hensyn til modstandere.


Regeringen skal vende blikket indad og revurdere deres holdning til samarbejdet med EU efter torsdagens nej ved folkeafstemningen om retsforbeholdet. Det mener politisk kommentator Hans Engell.

- Det her tvinger regeringen til at tage lang større hensyn til EU-kritikerne og EU-modstanderne. Nej-siden får langt større indflydelse efter afstemningen i går, siger Hans Engell og tilføjer:

- På flere af indlæggene fra partilederne efter afstemningen kunne man høre, at resultatet viste en dyb kløft mellem Folketinget og vælgerne.

Den politiske kommentator og tidligere K-formand mener, at Danmark er nødt til at skabe en helt anden form for EU-debat, hvor der tages større hensyn til skeptikere og kritikere.

- Vælgernes forhold til EU er i dyb krise. Og ser vi en afstemning i 2017, hvor Storbritannien udtræder af EU, så vil vi også få en lignende debat i Danmark, hvor et betydeligt antal ikke længere ser Danmark i EU.

- Afstemningen i går er en varsling til EU-partierne om, at selv efter 40 år er over halvdelen af de danske vælgere dybt skeptiske over for EU, siger den politiske kommentator.

Og den skepsis skal regeringen imødekomme og tage seriøst, lyder det fra Hans Engell. Han mener, at statsministeren nu bliver nødt til at invitere nej-partierne med for at diskutere fremtiden for det danske EU-samarbejde.

- Ja-siden er nødt til at diskutere EU-samarbejdet med nej-siden. Løkke kan ikke bygge de næste års EU-politik på ja-partierne, for de har ikke noget flertal. Han er nødt til at inddrage nej-siden på en helt anden måde end tidligere, siger Hans Engell.

Efter torsdagens sviende nederlag til ja-siden meldte en af aftenens vinder Kristian Thulesen Dahl (DF) også klart ud, at Dansk Folkeparti er klar til at diskutere fremtiden med ja-siden.

- Vi har hele tiden været indstillet på, at skal man lave en Europapolitik, der har bred opbakning fra befolkningen, så skal man have os partier med, som de vælgere, der stemmer nej, føler sig bedre repræsenteret af, lyder det fra DF's formand.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.