Engell: Istid på vej mellem S og V
Hvedebrødsdagene med blide toner mellem S og V er forbi. Nu kommer den klassiske konfrontation, mener Engell.
Hans Engell mener, at der er stadig flere tegn på, at de første måneders venlige tone mellem V-regeringen og Socialdemokraterne nu vil blive afsløst af en mere klassisk kamp mellem regering og opposition.
Hans Engell mener, at der er stadig flere tegn på, at de første måneders venlige tone mellem V-regeringen og Socialdemokraterne nu vil blive afsløst af en mere klassisk kamp mellem regering og opposition. Foto: STEEN OLE/Polfoto


Efter statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i juli dannede sin smalle V-regering, lød der i de første uger og måneder venlige toner mellem V og S.

Mens Løkke betonede behovet for at lytte til andre partier for at finde sine flertal, så erklærede Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, sig klar til at indgå en aftale om finansloven med V-regeringen.

Men nu er hvedebrødsdagene for den nye statsminister og nye oppositionsleder slut. Det siger politisk kommentator Hans Engell.

- Nu går vi over i en ny fase. Den periode, der har været, hvor de talte pænt til hinanden og lavede forlig om dagpenge er slut. Nu begynder istiden at komme. Det bliver rød mod blå, siger Hans Engell.

Han henviser til, at regeringen tirsdag aften billedligt talt lukkede døren i hovedet på Socialdemokraterne, da der skulle forhandles udlændingestramninger. Dermed bliver det nu kun de blå partier, der om kort tid indgår en aftale på det ømtålelige område:

- Det var meget lidt, der skilte parterne. Men regeringen har ikke villet have Socialdemokraterne med. De blå partier i det hele taget vil gerne have kant til Socialdemokraterne på udlændingeområdet, siger Hans Engell.

Socialdemokraterne havde ellers betalt en dyr adgangsbillet til forhandlingerne ved at acceptere en lavere ydelse til flygtninge.

Den nye integrationsydelse går stik imod en af Thorning-regeringens største værdipolitiske sejre - afskaffelsen af det Socialdemokraterne kalder "fattigdomsydelserne".

Til gengæld ville Socialdemokraterne kompensere børnefamilier, der rammes af den lavere integrationsydelse ved blandt andet at give dem gratis børnetøj, penalhuse og adgang til fritidsaktiviteter.

- Hvis regeringen havde givet en lille luns ved at afsætte nogle penge til forældre og børn, så ville S også have accepteret integrationsydelsen som princip, og så havde man haft en bred aftale. Men Støjberg ønskede ikke at betale nogen pris for at få S med, siger Engell.

Dermed er der nu lagt op til et skærpet opgør på udlændingeområdet. Og det kan også give problemer for regeringen, hvis flygtningestrømmen fortsætter:

- Der kan være fordele forbundet med et bredt forlig. Problemerne med flygtninge bliver formentlig meget store det kommende år.

- Når vi kommer frem til foråret må vi forudse, at flygtningeproblemet i Danmark og hele Europa eksploderer, og hvis det sker, er det rart for en regering at have et bredt flertal.

- I stedet har Socialdemokraterne reageret ganske vredt på at blive smidt ud fra forhandlingerne, så de vil måske ikke levere, hvis regeringen får brug for det, siger Engell.

Han peger på, at Socialdemokraterne under hvedebrødsdagene i september eksempelvis undlod at gå hårdt til regeringen, da flygtninge pludselig lukkede danske motorveje. Men den borgfred er formentlig slut nu.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.