Engell: Hvis Messerschmidt var en ludobrik, var han slået hjem
DF-formanden vil have ryddet op i sager om forkert brug af EU-støtte og sætter derfor Messerschmidt på bænken.
Med Morten Messerschmidts exit fra Dansk Folkepartis magtfulde koordinationsudvalg forsøger formand Kristian Thulesen Dahl at placere hele ansvaret for sagerne om forkert brug af EU-midler hos partiets store stemmesluger.
Med Morten Messerschmidts exit fra Dansk Folkepartis magtfulde koordinationsudvalg forsøger formand Kristian Thulesen Dahl at placere hele ansvaret for sagerne om forkert brug af EU-midler hos partiets store stemmesluger. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix/arkiv


Hvis Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt var en ludobrik, var han slået tilbage til start, efter at han tirsdag blev smidt ud af partiets øverste ledelse.

Det vurderer politisk kommentator Hans Engell.

Med Messerschmidts exit fra partiets magtfulde koordinationsudvalg forsøger formand Kristian Thulesen Dahl at placere hele ansvaret for sagerne om forkert brug af EU-midler hos partiets store stemmesluger.

- Der er ingen tvivl om, at de seneste dages afsløringer har fået DF-formanden helt op i det røde felt, siger Hans Engell.

- Han er klar over, at denne her sag er ved at være virkelig alvorlig. Og at han er nødt til at træffe nogle beslutninger, som indebærer, at Morten Messerschmidt nu er sat på reservebænken.

Sagen drejer sig om i alt 500.000 kroner, som muligvis er brugt i strid med EU-Parlamentets regler. De penge har partiet nu besluttet at betale tilbage.

Der er tale om 200.000 kroner til afholdelse af to EU-konferencer, som i stedet blev brugt på partiets sommergruppemøder i 2014 og 2015.

Derudover er der tale om yderligere 300.000 kroner, som er brugt på blandt andet medietræning og en annoncekampagne.

Ifølge reglerne må EU-støttekroner ikke bruges til at finansiere politiske kampagner og møder for partier.

Og netop den type sager har stor betydning for Dansk Folkepartis vælgere, fortæller Hans Engell.

- De mener, at der skal være orden i pengesagerne i partiet. Man kan ikke bruge offentlige midler til forkerte formål, og derfor er denne her sag virkelig farlig, siger han.

Alligevel er sagen formentlig ikke enden på DF-stemmeslugerens karriere.

- Messerschmidt fik omkring en halv million stemmer, og sådan en mand smider man jo ikke ud i mørket, siger Hans Engell.

- Nu skal han bevise, at han kan få løst de problemer, som DF er kommet i med denne her sag. Hvilke fremtidsmuligheder han så har, vil afhænge meget af, hvordan sagen finder en afslutning.

Dansk Folkeparti er i øjeblikket i gang med at gennemgå alle sager om EU-støtte givet gennem den EU-kritiske europæiske alliance Meld, som Morten Messerschmidt var tidligere formand for.

Partiet har siden november sidste år betalt i alt over halvanden millioner kroner tilbage til EU i forbindelse med to andre sager om misbrug af EU-midler.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.