Engell: Derfor bruger Løkke ikke tid på talerstolen
Politisk kommentator Hans Engell mener ikke, at mængden af taletid i folketingssalen kan være målestok for en politikers flittighed.
ARKIVFOTO: - Man kan ikke være partileder uden at være flittig. Dovne partiledere er ikke partiledere ret længe, siger Hans Engell.
ARKIVFOTO: - Man kan ikke være partileder uden at være flittig. Dovne partiledere er ikke partiledere ret længe, siger Hans Engell. Keld Navntoft/Scanpix


Det er ligegyldigt, at 114 folketingspolitikere som blandt andre Villum Christensen (LA), Thomas Danielsen (V) og Flemming Møller Mortensen (S) talt mere i Folketinget end Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen.

Sådan lyder reaktionen på Ugebrevet A4’s analyse af politikernes taletid i Folketinget fra politisk kommentator Hans Engell. Der er flere grunde til, at han Venstre-formanden ikke er synlig i salen.

LÆS OGSÅ: Klik dig til svar: Så meget taler politikerne i salen

- Løkke skal ikke bruge tid på folketingets talerstol. Man kan ikke sammenligne ham med andre partiledere. For det første bliver der stillet flere spørgsmål til landets statsminister, som også er mere på i spørgetiden og i forbindelse med lovforslag. For det andet er Venstre et parti med mange profiler, der skal vises frem. Løkke skal tænke strategi og kun bruge tid på de vigtige debatter i Folketinget, siger Hans Engell.

Partiledere er flittige

Han mener ikke, at Lars Løkke Rasmussen er doven, bare fordi han holder igen med talestrømmen i folketinget.

LÆS OGSÅ: 114 politikere taler mere end Løkke i folketingssalen

- Man kan ikke være partileder uden at være flittig. Dovne partiledere er ikke partiledere ret længe. Jeg vil omvendt sige, at hvis Løkke var den partileder, der havde brugt mest tid på talerstolen, så havde han brugt sin tid forkert, siger den tidligere konservative formand.

I analysen som Ugebrevet A4 har lavet af referater fra folketingssalen fra perioden, hvor Helle Thorning-Schmidt har været statsminister, viser også, at Kristian Thulesen Dahl (DF) har sagt tre gange så meget i folketingssalen som Lars Løkke Rasmussen (V) siden 2011. Og det er der en særlig årsag til, mener Hans Engell.

Profiler fylder mere i DF

- Dansk Folkeparti har ikke lige så mange højt profilerede ordfører som Venstre. Det er Martin Henriksen, Peter Skaarup, Pia Kjærsgaard, Søren Espersen og Kristian Thulesen Dahl, der fylder ualmindeligt meget meget i forhold til de andre. Magten og synligheden er koncentreret om færre personer, siger Hans Engell.

Et par gange har Lars Løkke Rasmussen holdt sig væk fra folketingets talerstol i mere end 200 dage. De lange fraværsperioder gav ham øgenavnet ’Løkke i Hængekøjen’ på Twitter, i aviser og på nettet.

Sidste år markerede Løkke sig dog markant mere i folketingssalen end i 2012 og 2013.Alligevel savner Socialdemokraternes ordfører stadig Lars Løkke Rasmussen på talerstolen.

Savner svar

Regeringen skal stille op til byger af spørgsmål fra oppositionen, men oppositionens leder kan godt trække sig tilbage og nægte at svare, mener Maja Panduro.

- Det er et problem, at Løkke putter med politikken på den måde. Danskerne kan ikke få svar på, hvem der skal fyres med nulvækst, eller om Venstre vil gå efter dagpengemodtagerne igen? Der er skabt stor usikkerhed omkring det eksperiment, som Venstre vil kaste Danmark ud i. Det er naturligt, at man som partileder står på mål for sin politik og svarer på spørgsmål. Jeg ville ønske, at Lars Løkke havde større lyst til det, så den politiske debat ikke bliver reduceret til korte punchlines, siger Maja Panduro til Ugebrevet A4.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.