Engell: Dårlige målinger kan udskyde valg
Helle Thorning-Schmidt (S) venter med valget, hvis målingerne halter, mener politisk kommentator, Hans Engell.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt har netop været i Wales for at støtte sin mand Stephen Kinnock ved valget til det britiske parlament. Hjemme i Danmark taber hun terræn i meningsmålingerne.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt har netop været i Wales for at støtte sin mand Stephen Kinnock ved valget til det britiske parlament. Hjemme i Danmark taber hun terræn i meningsmålingerne. Foto: Joe Giddens/AP


Det kan stikke en kæp i Socialdemokraternes valgkampagne, hvis meningsmålingerne stadig viser solidt blåt flertal. Så vil statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) være fristet til at udskyde valget til efteråret.

Det vurderer politisk kommentator Hans Engell om en blå føring på 96 mandater mod rød bloks 79 i Voxmeters seneste måling for Ritzaus Bureau og stillingen 94-81 i Gallups seneste måling for Berlingske.

- Denne Voxmeter-måling kan få Helle Thorning til at tænke sig om en ekstra gang om valgudskrivelsen. Inden to uger skal hun afgøre, om hun vil have valget på denne side af sommerferien, siger Hans Engell.

- Hvis meningsmålingerne i de næste to uger fortsat dukker Socialdemokraterne så meget, kan man ikke udelukke, at hun venter til efter sommerferien.

Siden Thornings nytårstale har Socialdemokraterne kørt en dyr reklamekampagne om regeringens resultater. Den kan være spildt, hvis Thorning udskyder folketingsvalget til efteråret, vurderer Hans Engell.

I foråret er Thorning sat i scene ved dronning Margrethes 75-års fødselsdag, besøg af den tyske forbundskansler Angela Merkel, talen i Mindelunden ved 70 års dagen for Danmarks befrielse og talen 1. maj i Fælledparken, påpeger han.

- Hele kampagnen har været lagt an på et valg inden sommerferien. Socialdemokraterne kører ikke fire store hug, hvor de bruger mange millioner kroner på reklamer og "outdoor", for derefter at sende alt på sommerferie, siger Hans Engell.

- Derfor er denne Voxmeter-måling virkelig en kæp i den socialdemokratiske valgvogn, der var ved at komme i omdrejninger.

Han vurderer, at Socialdemokraterne har skudt sig i foden med annoncekampagnen "Skal du betale Løkkes regninger?".

- Personangrebet på Lars Løkke er helt klart et selvmål, som danske vælgere ikke bryder sig om, siger Hans Engell.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.