Energisektor: Førerposition afhænger af opgør med afgifter
På dagen, hvor klimaaftalen underskrives i New York, efterlyser den danske energisektor et opgør med afgifter.
Ifølge Dansk Energi vil vores el og varme i Danmark om kun fem år være 84 procent grøn. Men skal vi beholde vores førerposition på energifeltet, kræver det et opgør med de høje afgifter, mener brancheforeningen.
Ifølge Dansk Energi vil vores el og varme i Danmark om kun fem år være 84 procent grøn. Men skal vi beholde vores førerposition på energifeltet, kræver det et opgør med de høje afgifter, mener brancheforeningen. Foto: Janus Engel/Polfoto


Fredag deltager 165 lande i FN's klimakonference i New York for at underskrive klimaaftalen fra COP21 i Paris i december.

Energisektoren i Danmark bruger anledningen til at komme med et opråb til de danske politikere: Danmark bør indføre nye energiafgifter, således at vedvarende energi ikke beskattes hårdere end olie og gas.

Det fortæller vicedirektør i Dansk Energi Anders Stouge.

- I dag beskatter man el meget højt sammenlignet med andre energityper, hvilket vil sige, at man faktisk bliver straffet for at bruge den grønne strøm, siger han.

En fremskrivning fra Dansk Energi viser, at om fem år vil 84 procent af el og varme i Danmark være grøn. Det skyldes ikke kun vind, men også at kraftværkerne er ved at gå fra kul til træpiller, halm og biomasse.

- Men skal vi beholde vores førerposition, kræver det, at redskaberne følger med, herunder reguleringen og afgiftssystemet. Det er ikke nok at sætte os nogle mål, siger Anders Stouge.

- Det er nødvendigt, at vi får udviklet vores system, så det bliver muligt og økonomisk forsvarligt at anvende den grønne strøm, tilføjer han.

Vicedirektøren påpeger samtidig, at lande som Kina hele tiden bliver bedre til at producere vind selv, hvorfor det er vigtigt at være på tæerne i Danmark.

- Vi er blandt verdens bedste til at producere grøn strøm, og nu skal vi være endnu bedre til at anvende den i energisystemet. Sådan holder vi fast i vores førerposition, og det kræver nye energiafgifter, siger han.

I Paris i december lykkedes det for første gang at få alle klodens lande til at anerkende klimaproblemerne og forpligte sig i en eller anden form.

På Danmarks vegne er det klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V), der skriver under på aftalen i New York fredag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.