Der er gang i svingdørene hos partierne i Svendborg. Først har to radikale meldt sig ud af partiet, og nu oplever De Konservative det samme.
Det tidligere konservative folketingsmedlem Jørgen Lundsgaard vil nemlig fremover repræsentere Liberal Alliance i kommunalbestyrelsen i Svendborg. Det skriver netavisen Altinget.dk.
- Jeg har været konservativ i mange år, men jeg føler mig godt hjemme hos Liberal Alliance. Det er et erhvervsvenligt parti, som også er socialt bevidst, siger han til Altinget.dk.
Jørgen Lundsgaard sad i Folketinget for Konservative i perioden fra 2009-2011, hvor han kom ind som afløser, da Bendt Bendtsen blev valgt til Europa-Parlamentet.
I Folketinget var Lundsgaard blandt andet De Konservatives energiordfører.
Ud over den landspolitiske karriere har Lundsgaard i en årrække siddet i byrådet i Svendborg for Konservative.
I efteråret valgte Lundsgaard imidlertid at blive løsgænger efter en intern partistrid om udviklingen af havnen i Svendborg.
Nu bliver Lundsgaard Liberal Alliances spidskandidat til efterårets kommunalvalg, og selv tror han, at han har gode chancer for valg.
- Jeg er kendt som en stemmesluger i Svendborg. Hvis jeg ikke kan trække et mandat, så har jeg ikke gjort mit arbejde godt nok, siger han.
Med Jørgen Lundsgaards partiskifte har Liberal Alliance i alt 19 byrådsmedlemmer.
/ritzau/