Endnu en Viborg-stjerne skifter til Bukarest
Isabelle Gulldén skal spille for CSM Bukarest, når hun siger farvel til Viborg efter denne sæson.
Isabelle Gulldén skifter til CSM Bukarest.
Isabelle Gulldén skifter til CSM Bukarest. Foto: BROHUS ANDERS/free


Den svenske håndboldspiller fra Viborg Isabelle Gulldén har fundet sin nye klub.

Stjerneplaymakeren, der for 10 dage siden annoncerede sit kommende stop i Viborg, skal fra næste sæson spille for CSM Bukarest i den rumænske liga.

Dermed følger hun med sin danske klubkammerat Maria Fisker og FCM Håndbolds Line Jørgensen, der også skifter til Bukarest-klubben.

Mette Klit er desuden træner for klubben.

- Næste sæson spiller jeg for CSM Bukarest. Er utrolig glad og klar til at tage det næste skridt i karrieren, skriver Isabelle Gulldén på Twitter.

25-årige Isabelle Gulldén kom til Viborg i 2011 fra Sävehof. I december sidste år blev hun kåret til EM's mest værdifulde spiller, da hun repræsenterede Sverige ved slutrunden i Ungarn og Kroatien.

Hun tager i øvrigt sin kæreste, Linus Persson, med på det rumænske eventyr.

Målmanden bliver løst fra sin kontrakt med Bjerringbro-Silkeborg for at følge med sin kæreste.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.