Nu står endnu en sikkerhedsvagt frem og fortæller om, hvordan ansatte i sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn udser sig smukke kvinder, som de kan kropsvisitere. Det skriver BT.
Når en smuk kvinde er på vej igennem kontrollen, bliver der ifølge den tidligere ansatte givet tegn, så alarmen går, når hun går igennem kontrollen, og dermed skal visiteres.
- Der er nogle, som ikke kan tåle den magt, de får. De går meget op i at få den uniform på og føle sig magtfulde, siger en tidligere ansat i sikkerhedskontrollen gennem flere år, der ønsker at være anonym, til BT.
I går stod en anden tidligere ansat frem i Politiken og fortalte om hendes oplevelse af kolleger, der ikke kunne holde fingrene fra kvindelige passagerer.
- Det er foregået i al den tid, jeg har arbejdet derude. Det er nogle kollegaer, det handler om, de kan ikke finde ud af at holde fingrene væk. De konkurrerer om, hvem der må tage de lækre passagerer, siger Birgitte Rem.
Flere kvinder er stået frem
Sagen begyndte, da journalist og lektor Anne Lea Landsted i sidste uge skrev et indlæg i Politiken om sin oplevelse med en ifølge hende alt for omhyggelig sikkerhedsvagt. Vedkommende skulle angiveligt have haft hånden så langt nede i hendes trusser, at hun måtte trække den op.
Siden stod tv-vært på TV2 Michèle Bellaiche frem i Metroxpress og fortalte om en lignende oplevelse. Hun beskrev, hvordan der blev ”taget fat ind under ballerne og op under bh’en”.
I Københavns Lufthavn afviser administrerende direktør Thomas Woldbye over for Politiken ethvert kendskab til de nærgående medarbejdere, som Birgitte Rem taler om.
- Ledelsen har ikke haft kendskab til den systematik, og hvis vi havde, havde jeg naturligvis grebet ind, siger han
Til Avisen.dk har sikkerhedschef Johnnie Müller tidligere fortalt, at anklagerne har ramt de 1043 medarbejdere i sikkerhedskontrollen meget hårdt.
Lufthavnen har, efter sagen er blusset op, bedt passagerer, der føler, at deres grænser er blevet overtrådt ved ved kropsvisitationer om at henvende sig. Det har resulteret i 53 nye klager, der er blevet overdraget til politiet.