Endnu en dansker er tilbage i NHL-ligaen
Nicklas Jensen er blevet indkaldt til Vancouver Canucks, så han igen kommer på hold med Jannik Hansen.
Jannik Hansen (tv.) får igen Nicklas Jensen med på holdet i Vancouver Canucks.
Jannik Hansen (tv.) får igen Nicklas Jensen med på holdet i Vancouver Canucks. Foto: Ben Margot/AP


Torsdag blev Peter Regin hentet tilbage til NHL-ligaen af Chicago Blackhawks. Fredag blev det Nicklas Jensens tur, da Vancouver Canucks indkaldte ham fra klubbens udviklingshold.

Det meddeler Vancouver Canucks på klubbens hjemmeside.

Den 21-årige danske ishockeyspiller har på det seneste spillet for udviklingsholdet Utica Comets i AHL-ligaen.

Her har han lavet seks point i 11 kampe i denne sæson.

I sidste sæson spillede Nicklas Jensen 17 kampe for Vancouver Canucks, hvor han scorede tre mål og lavede tre assist.

Danskeren, som ikke har været i aktion for Canucks hidtil i denne sæson, skal dermed igen spille sammen med klubbens anden dansker, Jannik Hansen.

Canucks ligger nummer to i Pacific Division efter 10 sejre og 4 nederlag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.