Endelig: Mere kød til singler på vej
Flere dagligvareforretninger er begyndt at indføre mindre pakninger til for eksempel kød, grøntsager og færdigretter, som henvender sig til singler.
- Jeg ser en bevægelse hen mod, at butikkerne nu også synes, vi er værd at lave produkter til. Produkter, der henvender sig særligt til os enlige, og ikke kun til par og familier, Pia Damsgaard Bach
- Jeg ser en bevægelse hen mod, at butikkerne nu også synes, vi er værd at lave produkter til. Produkter, der henvender sig særligt til os enlige, og ikke kun til par og familier, Pia Damsgaard Bach Foto: Preben Madsen / Midtjyske Medier


Mængdetilbud og familiepakker er ikke lige det, man har brug for, hvis man er single. Og det er der i dag 1,5 millioner borgere i Danmark, der er.

Derfor er flere dagligvareforretninger nu begyndt at indføre mindre pakninger til for eksempel kød, grøntsager og færdigretter, som henvender sig til singler, skriver Politiken i dag.

Tendensen bliver bekræftet af single og stifter af hjemmesiden singlespot.dk, Pia Damsgaard Bach, som blandt andet blogger om udfordringerne ved at købe mad ind, når man bor alene.

- Jeg ser en bevægelse hen mod, at butikkerne nu også synes, vi er værd at lave produkter til. Produkter, der henvender sig særligt til os enlige, og ikke kun til par og familier, siger hun til Politiken.

Hun nævner en række eksempler på, at danske butikker nu tilgodeser singler, blandt andet sælger Fakta nu ’Middag for én’, mens Rema 1000 har indført kød i små pakker af 250 gram.

De mindre pakker kan samtidig være med til at mindske madspil. Det glæder stifter af organisationen "Stop Spild af Mad", Selina Juul, som også lagt mærke til udviklingen

- Nu er singlerne ikke længere usynlige i Danmark. Der findes faktisk producenter og supermarkeder, der er begyndt at tilgodese dem, fordi de er og bliver et meget købestærkt segment, siger hun til Politiken.

Andelen af singler i Danmark er steget med 30 procent alene siden 1986. En tredjedel af singlerne mellem 30 og 49 år regner med at bo alene altid, viser en ny undersøgelse for Bolius foretaget af YouGov, skriver Politiken.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.