En soloulykke på Falster lukkede motorvej
Tre personer - deriblandt et femårigt barn - blev bragt på hospitalet efter ulykke. Alle tre ved bevidsthed.
To helikoptere - herunder en af forsvarets redningshelikoptere - blev tilkaldt til færdselsuheld på Falster.
To helikoptere - herunder en af forsvarets redningshelikoptere - blev tilkaldt til færdselsuheld på Falster. Foto: Flyvevåbnets Pressetjeneste/Free


En soloulykke ved Nr. Alslev på Falster betød lørdag morgen, at Sydmotorvejen i en halv times tid var lukket for al trafik.

- Vi har åbnet op igen - men i sydgående retning foreløbig kun i ét spor, siger vagtchef Ehm Christensen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Han advarer dog om, at der er tæt trafik og kødannelser i kølvandet på ulykken.

- Det var en bil med tre personer, et femårigt barn, moren og en tredje person, siger vagtchefen.

- Af ukendte årsager mister føreren herredømmet over bilen. Den rammer midterautoværnet og ruller rundt, fortsætter han.

To helikoptere - en af forsvarets redningshelikoptere og lægehelikopteren fra Ringsted - blev tilkaldt, og det var grunden til, at motorvejen måtte afspærres.

- Især den store redningshelikopter fylder jo godt, forklarer Ehm Christensen.

Han kender ikke de tilskadekomnes tilstand.

- Men de var alle tre ved bevidsthed, og det er jo et godt tegn, siger vagtchefen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.