En person er dræbt efter soloulykke på jysk motorvej
Mindst en bil er forulykket på motorvejen mellem Kolding og Fredericia. En mand er dræbt, siger politiet.


En bil er torsdag eftermiddag kørt galt på motorvejen mellem Kolding og Fredericia.

Der er tale om en soloulykke, og en af personerne i bilen er død. En anden kom alvorligt til skade, men meldes uden for livsfare.

- En bil kommer kørende mod Kolding og forulykker ved Taulov. Jeg ved ikke, hvordan det skete, men det er et solouheld. Der er to mænd i bilen, og føreren er dræbt, siger vagtchef Jørn Lindhardt ved Sydøstjyllands Politi.

- Passageren er bragt til behandling på sygehuset, siger vagtchefen.

Ulykken skete omkring klokken 17.45 i motorvejens vestgående spor.

- Men i forbindelse med ulykken er der nogle vragstumper, der ryger over i det østgående spor og forårsager et uheld. Det er uden personskade, siger Jørn Lindhardt.

Vagtchefen ved ikke, hvor mange biler, der var involveret i den anden ulykke.

Vejbanen i vestgående retning er klokken 19.30 stadig spærret, men inden længe venter redningsmandskabet at kunne åbne den igen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.