En meldes dræbt i nyt raketangreb mod tyrkisk grænseby
Tyrkiet har afværget snesevis af potentielle angreb i år, herunder 49 bombeangreb, oplyser regeringstalsmand.
Indbyggere i Kilis løber fra det sted, hvor en raket slog ned i byen for to uger siden. Kilis bliver jævnligt ramt af raketter fra den syriske side af grænsen, hvor Islamisk Stat har kontrollen med et område. (Arkivfoto)
Indbyggere i Kilis løber fra det sted, hvor en raket slog ned i byen for to uger siden. Kilis bliver jævnligt ramt af raketter fra den syriske side af grænsen, hvor Islamisk Stat har kontrollen med et område. (Arkivfoto) Foto: -/AP


To raketter har ramt den tyrkiske by Kilis tæt ved grænsen til Syrien. En meldes dræbt, og flere andre er såret, oplyser en tyrkisk sikkerhedskilde.

Kilis er flere gange i de seneste uger blevet ramt af raketter, der er affyret fra syrisk territorium, som er under Islamisk Stats kontrol.

Tyrkisk militær har besvaret ilden og har ramt nogle af Islamisk Stats mål på den syriske side af grænsen, siger sikkerhedskilden.

Samtidig siger en tyrkisk regeringstalsmand, at Tyrkiet har forhindret 85 "hændelser" siden januar, heriblandt 49 som involverede sprængklare bomber.

Senest blev Tyrkiet ramt af et voldeligt angreb søndag, da en selvmordsbombemand bragte en bilbombe til sprængning ved en politistation i byen Gaziantep i det sydlige Tyrkiet. To politifolk blev dræbt og 22 såret, de fleste af dem politifolk.

Bilbomben i Gaziantep var det sjette selvmordsangreb i år, som har ramt en af Tyrkiets storbyer.

To tidligere angreb har fundet sted i landets største by, Istanbul. Det menes, at Islamisk Stat står bag dem.

En militant kurdisk gruppe har taget skylden for to andre angreb, som har fundet sted i hovedstaden, Ankara.

Tyrkiet har også oplevet en række væbnede angreb fra venstreorienterede grupper, som især har været rettet mod politi- og sikkerhedsstyrker.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.