En kvindelig cyklist er dræbt i højresvingsulykke i Søborg
Kvinde på 38 år mistede livet mandag morgen. Politiet søger vidner efter trafikulykke i Søborg.
Københavns Vestegns Politi søger vidner til en alvorlig trafikulykke mandag morgen i Søborg (arkivfoto).
Københavns Vestegns Politi søger vidner til en alvorlig trafikulykke mandag morgen i Søborg (arkivfoto). Foto: Colourbox/Free


En kvindelig cyklist har mistet livet i en højresvingsulykke i Søborg ved København mandag morgen.

Hun blev 38 år.

I krydset Maglegårds Allé og Søborg Hovedgade blev cyklisten ramt af en højresvingende lastbil, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Tilsyneladende er der tale om en klassisk - og frygtet - situation i trafikken: Cyklisten kører ligeud, mens lastbilen drejer til højre.

Lastvognen og cyklisten kørte begge ad Søborg Hovedgade, da lastvognen drejede til højre ad Maglegårds Allé.

Vidner gav straks kvinden førstehjælp, og ambulance og politi var hurtigt fremme.

Cyklisten blev erklæret død lidt over klokken otte.

Politiet oplyser, at chaufføren ikke var påvirket af hverken alkohol eller stoffer. En bilinspektør undersøger forløbet nærmere.

Desuden håber politiet på at få kontakt med vidner til ulykken, fremgår det af en pressemeddelelse.

I flere år har myndigheder, Cyklistforbundet og transportbranchen iværksat kampagner for at dæmpe antallet af højresvingsulykker.

I 2015 og i 2014 var der hvert år én dødsulykke i denne kategori. I 2013 mistede syv personer livet, viser Vejdirektoratets statistik.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.