"En katastrofe": Fiskere frygter udsigt til lavere torskekvoter
EU vil skære kraftigt i Østersøens torskekvoter til danske fiskeres ærgrelse. Nødvendigt, siger naturforening.
EU-Kommissionen vil lade fiskere hive markant færre torsk op af Østersøen i 2017.
EU-Kommissionen vil lade fiskere hive markant færre torsk op af Østersøen i 2017. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix/arkiv


Hvis bestanden af torsk i Østersøen skal blive levedygtig, så skal der skæres kraftigt ned på antallet af torsk, der ender i fiskernes kuttere.

Sådan lyder det fra EU-Kommissionen, som lægger op til at skære kraftigt i torskekvoterne i Østersøen for 2017. Kvoten for torsk i den vestlige Østersø bør skæres med 88 procent i forhold til i år, mens kvoten for torsk i den østlige Østersø bør skæres med 39 procent, lyder det fra kommissionen.

- Den videnskabelige rådgivning modtaget tidligere på året anbefalede kraftige reduktioner i fiskeriet for at hjælpe disse bestande med at vokse fra deres nuværende meget lave niveauer, skriver EU-Kommissionen tirsdag.

Dermed følger kommissionen en anbefaling fra Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES), hvis biologer rådgiver kommissionen.

Hos Danmarks Fiskeriforening siger næstformand Kim Kær Hansen, at han ikke vidste, om han skulle grine eller græde, da han så udspillet, som nu skal behandles i ministerrådet.

Hvis det ender med at blive til virkelighed, vil det koste levebrødet for mange danske fiskere, siger Kim Kær Hansen.

- Det er en katastrofe, der er lagt op til.

- Det vil medføre en direkte lukning af fiskeriet i store del af Østersøen. Det er klart, at det vil være de færreste virksomheder, der kan holde til at få skåret 88 procent af sin indtjening, siger næstformanden.

I Danmarks Naturfredningsforening siger biolog Henning Mørk Jørgensen, at en kraftig reduktion af kvoten er nødvendig, hvis der skal kunne fanges torsk i Østersøen i fremtiden.

- Torskebestanden er blevet så lav, at man i virkeligheden er derhenne, hvor man truer, at den kan vedligeholde sig selv. At gydebestanden er blevet for lille til, at der kommer nye torsk nok, siger han.

Efter anbefalingen fra ICES kom frem, gjorde miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) det klart, at han vil arbejde for en mindre nedskæring af kvoterne til gavn for fiskeriet.

Ifølge tal fra ministeriet fisker 392 fartøjer efter torsk i den vestlige Østersø.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.