"En farce": Borgmestre kræver svar om politiskolen fra Søren Pind
Regeringen trækker beslutningen om placering af ny politiskole i langdrag, og det irriterer en stribe jyske borgmestre, der har lagt billet ind på at uddanne fremtidens politibetjente.
Irritationen over, at justisminister Søren Pind udskyder beslutningen om placering af ny politiskole vokser hos flere jyske borgmestre. 
Irritationen over, at justisminister Søren Pind udskyder beslutningen om placering af ny politiskole vokser hos flere jyske borgmestre.  Foto: Henning Bagger, Scanpix.


Borgmestre i Sønderborg, Haderslev, Vejle og en stribe andre jyske kommuner er sure over, at regeringen stadig ikke har besluttet, hvor en ny politiskole i Vestdanmark skal placeres. 

- Det undrer mig, at vi ikke hører noget fra justitsministeren, og det er irriterende, at beslutningen bliver udskudt hele tiden, siger borgmester i Sønderborg Erik Lauritzen (S).

Han opfordrer til en hurtig afgørelse. Ikke bare for sin egen skyld, men på vegne af de mange kommuner, der lige nu skyder andre projekter til hjørnespark, mens man venter på nyt fra Søren Pind.   

- Vi står med nogle bygninger, der er velegnede til mange formål. Hver gang der er et eller andet projekt oppe at vende, må vi vente eller sige nej, fordi beslutningen om politiskolen er udskudt. Vi venter gerne på politiskolen, men det er ressourcespild at holde så mange kommuner hen uden, at de kan komme videre med andre planer, siger Erik Lauritzen. 

V-borgmester: En farce

I Haderslev kommune kalder borgmester Hans Peter Geil (V) den langstrakte proces om at gafle politiskolen for en farce.

- Det har været en farce med alle de kommuner, der har budt ind. Vi er mange, der bliver glade, når afgørelsen er truffet, og det forventer jeg sker i september, siger han.   

I Ikast-Brande kommune venter borgmester Carsten Kissmeyer (V) også på en afgørelse. Men knap så utålmodig som sine jyske kolleger. Den midtjyske kommune har nemlig ikke selv budt sig til hos Rigspolitiet, men er blevet kontaktet med spørgsmål om egnede bygninger eller grunde.

- Vi har en en stor skole, der er på vej til at lukke, og samtidig har vi faciliteter som køretekniske anlæg og skydeanlæg. Og hvis det skal være nybyggeri, kan vi sagtens finde en byggegrund, siger han og fastslår, at Bygningsstyrelsen og Rigspolitiet har været flittige gæster i kommunen.

Men på trods af den store interesse aner Carsten Kissmeyer ikke, om Ikast-Brande er købt eller solgt. Og derfor efterlyser han også en beslutning, så kommunen kan planlægge efter den. 

Kommunerne holdes for nar   

Socialdemokraternes retsordfører Trine Bramsen er oppe i det røde felt over, at justitsministeren ikke giver lyd fra sig.  

- Jeg er meget forundret over processen og den ufattelig dårlige håndtering fra justitsministerens side og ikke mindst den måde, som kommunerne er blevet holdt for nar igennem flere måneder, siger hun.

I alt har 32 kommuner vest for Storebælt søgt om eller været i spil til at huse den nye politiskole, der skal sikre uddannelse af flere politibetjente i fremtiden. Den nye skole er en del af et politiforliget mellem blandt andre V, K, DF og S fra sidste år, og ifølge planen skal skolen stå klar til brug senest i 2018.  

Nu er kun syv kommuner videre i finalen og er i et brev fra Rigspolitiet orienteret om, at de har egnede lokaliteter, faciliteter eller beliggenhed. Det gælder Frederikshavn, Haderslev, Holstebro, Skanderborg, Sønderborg, Vejle og Ikast-Brande. 

Justitsministeren havde lovet at træffe beslutningen inden sommerferien. Men så skubbede han tidsplanen ved at sende en mail ud til de kommuner, der har lagt billet ind på politiskolen.

- Det har vist sig, at muligheden for nybyggeri kan være en god løsning for politiet, og derfor bør det undersøges nærmere, skriver Søren Pind i mailen, som Avisen.dk er i besiddelse af. 

Spillereglerne ændres

I juni forsikrede Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen om, at regeringen ville beslutte placeringen af den nye politiskole umiddelbart efter sommerferien. Men partierne i politiforliget har ikke hørt en dyt siden juni.

Socialdemokraternes retsordfører mener, at kommunerne har smidt bunker af ressourcer i at at få politiskolen til deres by. Og så er spillereglerne pludselig ændret, fordi der lægges op til nybyggeri.   

- Det svarer lidt til, at man spiller en fodboldkamp og fem minutter før kampen skal fløjtes af, ændrer man spillereglerne, og den måde der gives point på. Det er ikke rimeligt, fastslår Trine Bramsen.

Nybyggeri er fis i en hornlygte

Haderslev's borgmester forstår heller ikke, at Søren Pind åbner op for nybyggeri.

- Med de penge, der er afsat til politiskole i forliget, er det en fis i en hornlygte at tale om nybyggeri, siger han og henviser til, at man kommer længere med 100 millioner kroner til ombygning af for eksempel nedlagte sygehuse og kaserner end med at bygge nyt.  

Det har ikke været muligt for Avisen.dk at få en kommentar fra hverken justitsministeren eller Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen.  

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.