"En falliterklæring": Özlem Cekic giver opsang til politikere
SF-profilen Özlem Cekic tager afsked med dansk politik med opsang til sine tidligere kolleger i Folketinget.
SF-profilen Özlem Cekic tager afsked med dansk politik med opsang til sine tidligere kolleger i Folketinget.
SF-profilen Özlem Cekic tager afsked med dansk politik med opsang til sine tidligere kolleger i Folketinget. Foto: Scanpix/arkiv


Hun fik næstflest SF-stemmer ved sidste valg og stod til at kunne overtage Holger K. Nielsens "sikre SF-kreds" i København. Alligevel takker Özlem Cekic nej tak til endnu en runde i Folketinget.

Dels fordi hun ser sig selv som en praktiker, der skal ud og bygge bro mellem folk i den virkelige verden uden for Slotsholmen. Men også fordi de otte år bag Christiansborgs tykke mure har skuffet hende.

- Jeg er skuffet over, at Christiansborg er med til at grave grøfter mellem befolkningsgrupper. Det er et kæmpe demokratisk problem, at man dæmoniserer så mange befolkningsgrupper, siger hun.

- Man stempler folk uden arbejde som nassere og etniske minoriteter som grunden til alverdens problemer. Jeg har ikke lyst til at være en del af et fællesskab, der graver grøfterne dybere.

De folkevalgte er for dårlige til at lytte til hinanden og finde fælles løsninger, fortsætter kritikken.

- Jeg troede helt naivt, at man blev valgt for at gøre en forskel. Men det er gået op for mig, at den enkeltes karriereambitioner tit skygger for, hvad der er godt for danskerne.

Er din kritik også rettet mod SF?

- For mig handler det ikke om rød eller blå. Dæmoniseringen foregår i begge blokke. Når man kalder DF-vælgere landsbytosser og uintelligente, og når højrefløjen dæmoniserer muslimer som potentielle farlige terrorister og kriminelle, er man med til at grave grøfterne dybere.

- Mod er en kæmpe mangelvare i dansk politik. Jeg synes, det er en falliterklæring, fordi der er så mange danskere, der ikke har tillid til politikerne. Alle politikere er nødt til at vende spejlet mod sig selv for at kunne genskabe tilliden.

På trods af et flot personligt stemmetal gav SF's dårlige valg 18. juni sidste år ikke Özlem Cekic nok medvind til en tredje omgang i Folketinget. Hun forbliver dog medlem af SF.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.