En død efter frifindelse af Mubarak
Sammenstød mellem politi og demonstranter i Kairo har kostet en person livet.
Demonstranter protesterer over, at en domstol lørdag afviste anklagen mod Egyptens tidligere præsident Hosni Mubarak for drab på hundredvis af demonstranter i 2011. En person er dræbt i demonstranternes sammenstød med politiet, skriver AFP.
Demonstranter protesterer over, at en domstol lørdag afviste anklagen mod Egyptens tidligere præsident Hosni Mubarak for drab på hundredvis af demonstranter i 2011. En person er dræbt i demonstranternes sammenstød med politiet, skriver AFP. Foto: Hussein Tallal/AP


En domstols beslutning om at afvise drabsanklage mod Egyptens tidligere præsident Hosni Mubarak har udløst uroligheder ved Tahrir-pladsen i det centrale Kairo, hvor mere end 1000 mennesker menes at være på gaden for at udtrykke deres vrede.

Lørdag aften dansk tid meldes en person omkommet i sammenstød mellem politi og demonstranter, der protesterer imod Mubaraks frifindelse.

Den dræbte mand er blevet skudt.

- Han blev såret i sammenstødene, siger en embedsmand fra Egyptens sundhedsministerium til AFP.

Politiet har brugt tåregas og vandkanoner mod demonstranterne for at opløse menneskemængden.

Tidligere lørdag afviste en domstol i Kairo anklagen mod den 86-årige Hosni Mubarak for drab på hundredvis af demonstranter under den folkelige opstand mod hans styre i slutningen af januar og februar 2011.

Domstolen frikendte samtidig Mubarak og hans to sønner Alaa og Gamal for en korruptionsanklage. Men den forhenværende egyptiske leder skal fortsat afsone en treårig fængselsdom, som han har fået i en separat korruptionssag.

Mubaraks indenrigsminister Habib el-Adly og seks af ekspræsidentens tidligere kommandanter slipper også for anklagen om drab på demonstranterne.

Det lød vilde begejstringshyl fra tilhørerne, da dommeren afviste drabssagen, men anderledes toner kom fra gaden.

- Det er en tyrannisk afgørelse. Min søns blod er spildt, sagde en vred far, der mistede sin søn under opstanden, til nyhedsbureauet AFP.

Andre råbte foran retssalen at "Allah er nok for os, han er den bedste vogter".

Den tidligere retssag i 2012, hvor Mubarak blev idømt livsvarigt fængsel for drabene, blev ved en appeldomstol erklæret ugyldig på grund af teknikaliteter.

Mubarak, der i mere end tre årtier var Egyptens enerådige leder, blev væltet den 11. februar 2011 efter 18 dages folkelig opstand.

Over 5000 politifolk var lørdag udstationeret i Kairo for at sikre, at det ikke kom til uroligheder efter domstolsbeslutningen.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.