En tyrkisk politimand synes tilsyneladende, det var vigtigere at forevige øjeblikket i en 'selfie' end at hjælpe en selvmordstruet mand, som var klar til at hoppe ud fra en bro. Det skriver metroxpress og Mirror.
Den selvmordstruede mand var allerede kravlet over hegnet til en bro i den tyrkiske hovedstad Ankara, da politimanden trak sin mobiltelefon op ad lommen i stedet for at tale den selvmordstruede mand til fornuft.
Selvmordet skete kort efter selfie
Få sekunder efter politimandens selfie blev taget, hoppede manden ud fra broen. Et fald på omkring 200 meter sendte ham i døden.
Et chokeret vidne tog et billede af den usædvanlige hændelse, hvor betjenten tager en selfie med den selvmordstruede mand i baggrunden. Den britiske avis Mirror har fået fat i vidnets billede af politimandens chokerende handling.
Det tyrkiske politi undersøger nu sagen.
"Vi har iværksat en grundig undersøgelse af betjentens opførsel. Hvis han har forsømt sin pligt, vil han blive straffet," lyder det fra det tyrkiske politis talsmand Maksud Calik.
Kilder: mx.dk og Mirror