»Hun har fine reflekser,« konstaterer lægen.
Han slår en lille hammer ind mod Annas knæ på Børneneurologisk Ambulatorium på Odense Universitetshospital. Birthe tænker, at det er godt.
Det er fredag den 16. februar 2006. Anna er 10 måneder gammel.
Birthe Nørgaard og Thomas Stilling er stolte af deres datter. Hun er god til at kommunikere, synes de, og hun er glad, spiser godt og sover godt.
Hun er præcis sådan en datter, de har ønsket sig. Før de blev forældre, havde arbejdet førsteprioritet for dem begge. Thomas er køkkensælger, og Birthe er souschef i en vinhandel. De kan godt lide kvalitet. Både inden for møbler, ferie og mad.
Birthe har lagt mærke til, at Anna ikke kan rulle eller kravle som de andre børn i mødregruppen.
Men hun slår det hen med, at Anna er født to måneder for tidligt. Det skal nok komme. En gang om måneden kommer en fysioterapeut fra kommunen i hjemmet og træner med deres barn. Det er et tilbud til alle for tidligt fødte børn. Fysioterapeuten har henvist dem til børnelægen. Thomas regner med, at det er et rutinetjek. Birthe og han joker med, at det er spild af tid.
En anden fremtid
»Ja, hun har symptomerne,« siger lægen, mens han stadig ser på Anna.
»Hvad?« siger Thomas.
»På spasticitet,« svarer lægen.
Birthe begynder omgående at græde. For sit indre blik ser hun sin datter spændt fast i en kørestol, mens hun skriger. Alt, hvad hun har planlagt, krakelerer.
Thomas beder lægen gentage beskeden. Hans verden står stille. Hans vidunderlige datter er spastiker. Det er ikke til at fatte.
På vej hjem i bilen taler de ikke til hinanden. Thomas spekulerer på, om Anna skal bo på en institution. Skal de hjælpe hende på toilet, når hun bliver stor? Får hun ikke de samme muligheder i livet som andre børn?
Parret, der vender tilbage til huset i Middelfart, har fået ændret hele deres fremtid.
Thomas bærer Anna ud af bilen og sætter sig med hende i sofaen. Han knuger hende ind til sig. Græder. Det varer kun et kort øjeblik, så tørrer han øjnene. Anna bliver ked af det, fordi han er det. Sådan vil han ikke være. Det hjælper ikke Anna. Samme aften sætter han sig foran computeren og begynder at lede efter informationer om spasticitet. Han må handle. Han må gøre noget.
Birthe hader lægen for den besked, han har givet dem. Hun synes, han er den mest ufølsomme mand i hele verden. Tårerne vil ikke stoppe med at løbe fra hendes øjne.
Drømmen om det normale barn er netop brast. Hvordan skal deres fremtid blive nu?
De fleste børn med spastisk lammelse (cerebral parese) får kramper og udvikler epilepsi. Det forværrer børnenes i forvejen hæmmede intellektuelle udvikling.
Omkring en tredjedel er mentalt retarderede.
Der er ingen kurerende behandling i Danmark af cerebral parese.
En indsats kan lette symptomerne for barnet og give det hjælpemidler til en forbedret livskvalitet.
Generelt gælder det, at børn, der kan gå i skole, senere i livet kan fungere forholdsvist normalt.
Kilde: Sundhedsguiden.