10 børnevitaminpiller med smag af banan. 10 med smag af tuttifrutti.
Og 10 med smag af hindbær.
Sådan kan forældre og børn lige nu blande børnevitaminpiller i æsker på apoteketerne, ligesom de kan blande slik i poser i slikbutikker. Men det skal være slut. Det mener formanden for Folketingets sundhedsudvalg, Preben Rudiengaard (V).
»Det er fuldstændig grotesk, og det bør laves om,« siger Preben Rudiengaard.
Det sker efter, at Nyhedsavisen gennem nogle dage har beskrevet, hvordan børnevitaminpiller med smag solgt i et bland selv -koncept øger risikoen for, at børn får en overdosis, bliver forgiftet og i værste fald tager varig skade på lever, nyrer og centralnervesystem.
»Når børnevitaminpiller smager af slik og bliver solgt ligesom bland selv -slik, så tror børn, at børnevitaminpiller er slik. Det øger risikoen for, at de spiser for mange på én gang, får en overdosis og bliver forgiftet,« sagde overlæge og risikomanager på Hvidovre Hospital Annemarie Hellebek forleden til Nyhedsavisen.
Skrappere regler
Formanden for Folketingets sundhedsudvalg, Preben Rudiengaard, der også er embedslæge, er helt enig med Annemarie Hellebek i, at børnevitaminpiller bliver opfattet som harmløst slik, når de bliver markedført som bland selv . Han vil nu tage fat i sundhedsministeren for at få klarlagt, hvordan reglerne for markedsføring af børnevitaminpiller bedst kan blive strammet op. Lige nu hører børnevitaminpiller ind under Fødevarestyrelsen. Det betyder, at hvis der blot er en advarsel på emballagen om, at børnevitaminpiller skal opbevares utilgængeligt for børn, er reglerne på området overholdt.
»Måske er løsningen at definere børnevitaminpiller som et lægemiddel frem for som en fødevare, for så vil der helt af sig selv gælde skrappere regler,« siger Preben Rubiengaard.
Hvert år forgifter børnevitaminpiller mindst 150 små børn.